x
Rico Nasty: Nightmare Vacation

Rico Nasty
Nightmare Vacation

Lort smager godt i Rico Nastys selskab

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 04.12.2020
Anmeldt af
Elias Kvist

Der er nye bølger, der skyller ind over vores tids mest succesrige musikgenre. Hiphoppen skifter identitet med lysets hast, og hærskaren af passionerede lyttere skal ikke vente særligt længe ad gangen for at få deres øregange udfordret i nye retninger. På sådan vis er det både nyskabende og selvfølgeligt, at en sønderlemmende rapper som Rico Nasty skal se dagens lys.

For alt imens Maria Kelly (hendes borgerlige navn) ifølge sig selv har udviklet sin egen personlige stilart, kaldet "sugartrap", er det en meget ny tydelig skole, hun repræsenterer. I selskab med navne som Denzel Curry, JPEGMAFIA og Doja Cat er der en ny korridor i hiphoppen, der bogstavelig talt skriger sig frem til spotlightet; fælleshittet ”Tia Tamera” med sidstnævnte var et eksempel på dette. De nye vinde cementeres nu på Nastys kommercielle debut, Nightmare Vacation.

Vi starter lige på og hårdt med ”Candy”, som bygger skabelonen for resten af pladens numre. Ikke længere end tre minutter, tung bas og en ildspyttende kaptajn Rico ved roret, der fortæller dig, hvordan du i hvert fald ikke skal opføre dig på vej ind i det nye år. Og det fungerer virkelig godt fra start med spydige og overlegne stikpiller til de dogmatiske stereotyper, som det høres i omkvædet: ”Call me crazy, / but, / you can never call me bro”.

Hurtigt over til samarbejdet på ”Don't Like Me”, hvor skrig bliver erstattet af flow og tempo, så vores hovedperson langt overstråler Don Toliver og selv legenden over alle, Gucci Mane på eminent sovset beat fra Budah Bless. Vi må dog ikke sidde stille på måtten for længe, så Nasty vender tilbage til sit naturlige habitat på ”Check Me Out”, som er hård tone på hårde linjer.

Her bliver udtrykket dog en smule fladt igen, men det rettes der lynhurtigt op på igen med et skud hyperpop fra hoften. Trap og hyperpop begynder så småt på en intern fusion, og det er også tydeligt her, hvor Kelly lader sin vokal sovse i autotune over en 500 procent distorted guitar og så en stille og rolig drum machine, bare for at lade kontrasterne være tydelige.

Tematisk svæver vi for det meste i Ricos univers et sted imellem forskellige erotiske længsler (aka ren pussy power) og en gennemført baller-attitude, der ikke er bange for at gå over stregen. Og de to poler er meget flydende som på ”STFU”, hvor lyden er tung og teksterne sjove på den der semi-provokerende måde med linjer som ”You eat up my ass / you got shit on your lip”. Vi skal være lidt fascinerede og frastødte på samme tid, og den balance lykkes egentlig ret fint for Rico langt hen ad vejen på albummet.

Problemet er næsten, når det bliver for ufarligt eller kommercielt som på ”Back & Forth”. På nummeret får hun selskab af Aminé, og jeg har stadig til gode at opleve, at han på en feature rent faktisk højner sangens værdi. Sangen her lider i hvert fald under samme syndrom, og lytteglæden er en stakket frist. ”Girl Scouts” er tilbage på drill-vognen, som igen bliver et lidt for trygt område for Nasty at befinde sig i. Til gengæld giver hun sig selv lov til at give los på den efterfølgende ”Let It Out”, der er dejligt psykotisk i sit maniske flow og skraldede, men bizart dragende beat.

Man kan se Nasty i studiet bede alle om lige at skrue volumen op et par gange mere, og det føles som den helt rigtige løsning her. Vi vender så tilbage i det bløde segment på ”Loser”, hvor den D.C.-fødte får selskab af allestedsnærværende Tripple Redd, der lidt er en skygge af sig selv, hvis man tager hans nylige samarbejde med Kid Cudi in mente.

Det er ikke sådan, at kombinationen af bløde trap-ballader med skru-bas-og-vokal op på max-sangene er dårlig. Hver for sig fungerer de to også rigtig fint. Men på de 15 tracks, der udgør en godt 40 minutter lang skive, bliver det bare for langt i spyttet uden nok variation. Det bliver især tydeligt i slutningen med numre som ”No Debate” ”10Fo” og ”Own It”. Nysgerrigheden holdes ikke rigtig i hævd for lytteren, selvom Nastys håndværk er til stede og bundsolidt.

”OHFR” og co-op-remixet ”Smack a Bitch” (helt klart albummets højdepunkt) højner niveauet igen og har i det hele taget genlytningsværdi i en grad, der overstiger albummet som helhed. Tungt, alsidigt og tekster, man slår sig på, som sidstnævntes omkvæd: ”Thank God I ain’t have to smack a bitch today!”

Efter albummet er slut, er en ting i hvert fald sikkert: Mens mange mandlige artister har travlt med at skrue tempoet ned og nynne om deres følelser i øst og vest, så invaderer mange kvindelige artister scenen med en fandenivoldskhed, der ikke behøver at tage nogen gidsler for at overleve. Rico Nasty er ingen undtagelse, og hvis hun i fremtiden kan balancere sine talenter i en mere ligelig fordeling, så bliver det spændene at følge hendes og Sugar Traps udvikling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA