x
Autechre: SIGN

Autechre
SIGN

Tænke-techno til de tunge tider

GAFFA

Album / Warp Records
Udgivelse D. 08.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Lad os lige få et par ting på det rene, før jeg går i kødet på britiske Autechres dobbelt-udgivelser: SIGN og PLUS. Genrebetegnelsen IDM, som Autechre og andre navne fra britiske Warp Records fik påduttet i 90’erne, er egentlig både lidt nedsættende og en smule misvisende. Mest fordi IDM – som er en forkortelse af ”intelligent dance music” – både nedgør kloge mennesker (underforstået at de ikke kan eller vil danse) og de mindre kloge (fordi de godt kan eller gerne vil danse).

Men samtidig nedgør den også den elektroniske dansemusik i det hele taget, da der ligger en skjult fuck-finger til musikkens kunstneriske integritet. At det kun er dumme mennesker, der lytter til elektronisk dansemusik. At disse, oftest britiske, musikere kun laver musik til tænkende, alternative typer, der hellere vil lytte til flere timers oscillator-støj end at gå ud og danse, er en af de helt store løgne på den elektroniske scene.

Og alligevel kan lugten af disse typer godt fremkomme, hvis man som uindviet drager ind i de fragmenterede katakomber, der er Autechres univers. For det er unægtelig svært at se sig selv rave til de oftest forvirrende og foranderlige produktioner, der præger Manchester-duoens klangverden. Men det er også denne på en gang komplekse og minimalistiske produktion, der har gjort Sean Brown og Rob Booth til pionerer inde for IDM-genrens ufremkommelige terræn. 

Det er svært at nævnte højdepunkterne i deres samlede diskografi, for lige så særegen og forskelligartet deres plader er, lige så svære kan de være at lytte sig ind på, hvis man ikke i forvejen er fan af eksperimenterende, elektronisk musik. Der hersker dog stor enighed om, at de tidlige plader Amber og Tri Reptae er mesterværker, mens undertegnede er svært glad ved de mere fragmenterede og forvrængede toner på Confield og især Untilted.

Og det er netop et sted mellem Amber og Untitled, at vi finder SIGN og PLUS, der begge udkommer i år. PLUS fandt sig vej til den kollektive bevidsthed, mens jeg allerede var i gang med at anmelde dette album, så den kommer i sig egen, kortere anmeldelse – netop på grund af overraskelsesudgivelsen. For det tager unægtelig tid at anmelde to størrelser, som disse værker, selvom det ikke er mit første ridt med et sæt album-søskende.

SIGN er noget af det mest umiddelbare og varme, jeg har hørt fra Brown og Booth i et stykke tid, selvom disse toner også fandtes på forgængeren – den digitale monolit NTS Sessions 1-4. Om SIGN kun er analog, skal jeg ikke kunne sige, for paletten er lige så spraglet som de senere Autechre-plader, hvilket høres på åbneren ”M4 Lema”. Selvom nummeret starter med noget, der mest af alt lyder som en gigantisk sværm af cyborg-bier, så transformerer den sig senere om til en seks minutter lang messe af ambiente synhs og iturevne beakbeats, mens stikkende hvid støj og oscillerede overtoner hele tiden skyder gennem muren af vellyd.

”F7” er en kaskade af konstant polyrytmiske synthflader, mens ”au14” er bygget omkring noget, der lyder som forskellige lydkilder, som forgæves forsøger at kommunikere med hinanden i en sky af klikken og bippen. ”sch.mefd 2” er måske en af pladens højdepunkter, med et lydbillede af sære synthmelodier, der warpes igennem noget, der mest af alt lyder som et MAX/MSP-filter fra den anden side af galaksen, mens et forvrænget breakbeat pulserer roligt videre i baggrunden.

”gr4” er bygget op af sære, warpede synthflader, der oftest lyder som en droide fra Star Wars, der prøver at trænge igennem til lytteren med en vigtig besked. Dog er anden del af pladens højdepunkt uden tvivl den roligt vuggende ”psin AM”, hvor natsorte mure af synth fades ind og ud af lydspektret, mens en rolig techno-stortromme trisser derudad. På en eller anden facon fik det poetisk og foruroligende stykke musik tårerne frem i øjenkrogen på denne anmelder, ved første gennemlytning.

SIGN er ikke et gigantisk karrierehøjdepunkt for Autechre. Men det er også ligegyldigt, når den følger efter NTS Sessions 1-4, som var både kritikerrost og otte timer lang. Til gengæld er SIGN en manifestation af alt dét, der gør Autechre til et af den eksperimenterende elektroniks stærkeste navne, og det på trods af et par numre, der går lidt for meget i ambient-tomgang. Bandet er bedst, når de på utilregnelig og anarkistisk vis bruger maskinernes glitchede kropumulighed til at nedbryde grænserne mellem sort tomhed og sublim skønhed. Og det sker lige fra de indledende oscillationer til de afsluttende filtreringer på ”r cazt”. SIGN er ikke en gigantisk triumf, men det er endnu en stærk omgang lyd fra et af de største navne inde for tænketechno.


 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA