x
PRISMA: Inside Out

PRISMA
Inside Out

Sublime søstre omfavner storheden

GAFFA

Album / Junobird
Udgivelse D. 21.05.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Vi er nået årets obligatoriske fulde hus til en dansk popgruppe, fra min side. Jeg er normalt ekstra kritisk over for danske bands, fordi danske musikere – inklusive mig selv – har det med at tabe deres personlighed fuldstændig på gulvet i et forsøg på at lyde som de internationale idoler. Det går især ud over den mere alternative og uafhængige musik i Danmark, der oftest kommer til at lyde som et gennemtygget opkog af noget, der kunne være udsendt på 4AD for ti år siden.

Så hvorfor står den københavnske søsterduo PRISMA så pludselig til at få fuldt hus, når jeg kunne fylde denne anmeldelse med superlativer som ”min ungdoms musik” og ”80’er-inspireret rytmebund”, som netop kunne være gentagelser af andre anmeldelser af navne på den danske upcomingscene? Hvad gør den unik?

Det er, mine damer og herrer, en svær størrelse at gøre sig klog på, men der sker et eller andet med én, når man rammer det første omkvæd et minut inde på den fuldstændig fantastiske åbner ”Seven Greedy Girls”. Den stigende intensitet, der bygger op under sangens første minut, med Frida og Sirid Møl Kristensens tostemmige vokal, lo-fi maskintrommer, fjerne synth-stabs og en rå plekterbas forløses i et fuldstændig forrygende omkvæd, hvor det kontrastfyldte ”Come on/Fuck off”-råb bliver et slags intensivt mantra. Det er i virkeligheden svært at få armene ned, når det går op for en, at vi har at gøre med noget så sjældent som et stykke original, medrivende alt-pop, med punkede tendenser. Fra Danmark! Med en udmærket engelsk tekst!

Sangen glider over i den mere synthede nocturne, der er ”Devils Eye”, hvor søstrenes deadpan-vokal levering kombineres med et steady techno-beat, rumklangsbehandlet percussion, let forvrængede rytmeguitarer og et sugende arrangement, der forløser sig i sangens sidste sekunder. Det er svært ikke at holde af nummeret, der konstant dekonstruerer sig selv.

”Let Me Go” – pladens ballade – er en Twin Peaks-inspireret elektro-hymne, hvor Kristensen-søstrene først deles om vokalerne, for derefter at lade dem filtrere i fuldstændig rundforvirrede ekkobølger. En dekonstruktion af pladens eneste røde tråd og en programerklæring om, at man ikke skal regne med, hvor man har dem. Basloopet bør også nævnes for sin dybe melankoli.

Den medrivende afslutter ”I Never Wanted to Meet You”, med et pludselig hop fra mol til dur i omkvædet, kombinerer noget, der kunne have ligget på Det Elektrisk Barometer, da jeg blev konfirmeret med den slags energisk, moderne teenpop, som nutidens unge stjæler deres første kys til. Det staccatoprægede omkvæd syder af girlpower, og de surf-inspirerede guitarer står i stærk kontrast til resten af ep’en, der – som du sikkert kan læse dig frem til – er en mørkere affære.

Og det er faktisk dét! PRISMAs anden ep er kun et kvarter lang – og den klare inspiration kommer fra danske helte som Mew og især The Raveonettes, der blandes med mere tvetydige navne fra start-10’ernes indiepop-boom som LCD Soundsystem og Tame Impala. Og alligevel besidder de fire sange en ekstrem høj kvalitet, i så høj grad at jeg har været nødt til at lytte til pladen adskillige gange for at høre, om det her virelig var så godt, som det var!

For det lykkes faktisk PRISMA at smide lænkerne fra de klare inspirationskilder og skabe deres egen niche – ja! Sågar deres eget lydunivers. En klangverden, der består af lige dele retro coolness, knugende, gotisk mystik, enkle pophooks og en fantastisk charmerende æstetisk sans, som går igen i alt fra komposition til produktion.

Man kan brokke sig over, at der ikke er flere sange på ep’en, men man kan sgu brokke sig over så meget nu om stunder. Så måske vi bare skal være taknemmelige over, at PRISMA er udgivelsesdygtige og har formået at skabe dette lille mesterværk. Jeg er helt på røven, og jeg håber, der er en fuldlængde på vej! For der bliver det, for alvor, virkelig interessant!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA