x
Ganger: Tro

Ganger
Tro

En historisk og majestætisk ganger

GAFFA

Album / Yachtvej
Udgivelse D. 02.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Albummet udkommer 2. oktober

Tro er et af de bedste danske album, nærværende anmelder nogensinde har hørt. Ikke bare i år. Men i det hele taget.

Det er næsten latterligt at skulle skrive noget som helst om Gangers andet album Tro, som følger op på den overraskende succes fra sidste års debut Mørk. En plade, der var af så høj kvalitet, at musikken syntes at tvinge sig til omtale. En faktor, der både kom bag på medierne, forbrugeren – og tydeligvis også bandet selv. Langsomt voksede Ganger sig til et af de væsentligste bands på nutidens popscene, og man skulle tro, at det ville presse gruppen i høj grad i forbindelse med at lave en succesfuld opfølger.

Det tror jeg så også, det har. Men det er svært at høre, for Tro er en fuldstændig blændende pragtpræstation af alt, hvad Ganger kan og vil. Det er rent faktisk så sublimt, at undertegnede anmelder – der også har musikalsk baggrund – tog mig selv i at grine hånligt af egen kunnen og overvejede at lægge instrumenterne på hylden. Tro er en af de plader, som man bliver misundelig på. Og det er min forhåbning, at pladen kommer til at rage op, sammen med andre store historiske, danske plader som Hip, Supertanker, Nærmest Lykkelig og Flow My Firetear.

Da jeg i sin tid anmeldte Mørk, var jeg utrolig positiv, men havde et par punkter, der kunne forbedres. Sangskrivningen blev oftest demonstrativt fragmenteret, og indimellem spændte valget af instrumentering ben for sig selv. De mange indtryk, som det spraglede værk efterlod, kunne forvirre, da de aldrig fik lov til at blive længe nok til at folde sig ud. I et eller to tilfælde virkede brugen af alternative lydkilder og samples også formålsløs.

LÆS OGSÅ: Ganger er dansk pops fremtid

Alle disse problemer har Ganger enten arbejdet videre på, forfinet eller ladet integrere til fulde i Tros lydunivers. Pladen er ikke lige så foranderlig og omskiftelig som Mørk, men instrumenteringen er stadig ekstremt eventyrlysten og blander alt fra moderne r&b og EDM, over de evige firsere til en ny inspiration hentet fra ’70’ernes progressive rock.

Gangers kingpin er stadig Thomas Bach Skaarup, der endnu engang er den primære sangskriver og tekstforfatter på Tro, men da hele pladen er dedikeret til det evigt inspirerende fænomen ”kvinden”, har de to sangerinder Ninna Lundberg og Mille Mejer Christensen fået mere sangtid. Det klæder pladens mere intime, organiske og forløbsorienterede sangskrivning, og især Lundberg skinner på den deciderede magiske ”Pumper Mama”, som ikke bare er en af pladens bedste sange, men en af de bedste danske popballader nogensinde. En sang, der kan dele plads med ”Kloden drejer stille rundt”, ”Fuld af nattens stjerner” og "Elsker dig for evigt".

Og her ligger Tros største trumfkort. For ud over at det hele lyder pisse godt, så er sangenes kvalitet hele vejen vanvittigt høj. Åbneren ”Tsunami” når næsten førnævnte højder fra ”Pumper Mama”, men får sit eget liv i fragmenterede samples og svulmende, symfoniske synths, for til sidst at samle sig i en vuggende, venlig knytnæve og programmerede beats.

”Bunker” er et helt sublimt popnummer, der kanaliserer Gangers grænse mellem kunstlegat og P3-Airplay fuldstændig. Teksten, med outro af digteren Nicolaj Stochholm, lægger op til en mere lineær popstruktur end Bach Skaarups ellers mere intime, fragmentariske lyrik. Melodien vugger sig konstant mod et crescendo og kæler med en hæs saxofon, mens tempoet hele tiden holdes. Det er ærligt talt svært ikke at blive revet med, når omkvædet hamrer ind i ens ører. Og jeg tror aldrig, jeg kommer til at høre ordet ”bunker” blive sunget så sensuelt.

LÆS OGSÅ: Vinderne af Steppeulven 2020 er fundet

På den mere artsy side har vi et nummer som ”DNA”, der er mere lydcollage end egentlig sang, komplet med samples af Bach Skaarups afdøde far. Det er en af de få sange, som han delvis synger på – sammen med Simon Theis – men hans luftige stemme står klarere frem end på numrene på Mørk, og eksperimentet lykkedes, med slet skjulte påvirkninger fra Beyoncé og et enkelt strejf af Pink Floyd. Især når et kirkeorgel pludselig samler stumperne op i et blødende, følsomt akkordforløb.

Bach Skaarup vokal dukker også op på den mystiske ”Honey”, der skifter mellem et beatorienteret vers og et symfonisk omkvæd sunget af Mille Mejer Christensen. Et interessant, hiphop-influeret nummer, der formår at kombinere tidlig gangsterhiphop med dansk firserpop. ”Styrke” er måske det mest åbenlyst poppede nummer på pladen, der nærmest sender hilsener tilbage til den mere tilforladelige pop, der blev spillet i radioen, da jeg var dreng, mens ”Morpheusz” kanaliserer sen Love Shop, hvis Jens Unmack var blevet glad for mumlerap.

Slutvist bør ”Nebula Bat” også fremhæves for at binde en perfekt hale på pladens forløb, hvor alle de forskellige virkemidler bruges til at stille store, eksistentialistiske spørgsmål om livet, døden og kvinden. Jeg ved ikke, om Ganger hele tiden har tænkt, at sangen skulle afslutte svnineret, da de komponerede sangen, men det er næsten påfaldende, hvor god en opsummering det er.

LÆS OGSÅ: P3 Guld er tilbage med ny dato

Onde tunger vil måske mene, at Gangers brug af lydklip og samples fra film og interviews ødelægger sammenhængen, men man er nødt til at forstå, at de mange lydfragmenter oftest understreger sangenes pointer. Pladen ville ikke være lige så gennemført, hvis nummeret ”Leo” var udeladt. Her opsummerer en af verdens bedste sangskrivere (Leonard Cohen) forholdet mellem kønnene. Sublim brug af intertekstualitet i musik.

Tro er et mesterværk. Det kan vi lige så godt slå fast med syvtommersøm. Det er den slags plader, som har taget tid at lave, men samtidig giver så meget igen. Og også en af den slags plader, der er svær at anmelde, fordi der er lagt så meget arbejde og omtanke i den kreative proces. Ganger har virkelig noget at være stolt af.

Tro er ikke bare kulminationen på den nye danske popscene, eller den foreløbige kulmination på Gangers kunstneriske udvikling. Det er, forhåbentlig, en plade, der vil hænge ved for fremtiden og optage samme kulturelle rum, som andre store mesterværker i dansk rock. Når folk som mig engang skal mødes og lave en ny liste over de mest væsentligste værker i dansk rock og pop, så er Tro fuldstændig uomgængelig. Jeg kan ikke se, hvordan Ganger ikke skal kunne ramme plet med den her plade, for Tro er ikke bare virkelig god. Den er historisk god!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA