Det var med en vis portion ambivalens, at jeg drog mod pladsen foran Musikhuset søndag aften. Dels på baggrund af lørdagens eufori (og dertilhørende tømmermænd) på selv samme plads, men også med en nagende fornemmelse af, at Simon Kvamm hænger i med neglene for at holde sig relevant. Jeg tog så grueligt fejl.

At gennemgå aftenens sætliste metodisk ville være en eklatant fejl. Oplevelsen var andet og mere end en række musiknumre hurtigt efter hinanden. Hugorms yderst velspillende trommeslager Árni Bergmann og ditto guitarist Morten Gorm skabte den perfekte ramme for Kvamms ambitiøse projekt. Ud over at være forsanger agerede den folkekære musiker nemlig alt fra komiker til lommefilosofisk terapeut.

Solen stod lavt på himlen, og i takt med nedgangen dykkede Kvamm længere og længere ned i sine egne dæmoner. Sangteksterne er anderledes håndgribelige, og man mærker, hvordan den nu 46-årige Kvamm har besluttet at smide tøjet og blotte sig. Billedligt talt, forstås.

Tilsat en tilpas mængde humor afslørede Simon Kvamm én efter én sine egne største usikkerheder. Skal man forfølge sine egne drømme og ambitioner, eller skal man give efter og forære pøblen endnu mere Nephew? Er man god nok, selvom ”stemmerne på loftet” hævder det modsatte?

Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor, men Kvamm formåede at italesætte vores alle sammens tilbøjelighed til at føle os utilstrækkelige. Og han gjorde det på en måde, der både inspirerede og animerede håbefuldhed hos det overraskende ”modne” publikum.

Rent musikalsk sad det lige i skabet, og numrenes indestængte vrede passer uovertruffet godt til de sårbare tekster. På scenen har Kvamm og co. fundet på diverse eskapader – i sådan en grad, at optrædenen på visse tidspunkter minder mest af alt om performance-art. Det kan lyde lidt sindssygt. Og det er det også. Dog mærker man Kvamms glæde og charme langt ud over scenekanten, og i løbet af den fem kvarter lange koncert føles det nærmest naturligt. Som da Kvamm iførte sig en lampeskærm og dansede robot-agtigt rundt, eller da han tømte indholdet af en rygsæk for at symbolisere unødvendigheden af materielle goder – for dernæst at iføre sig et sæt hvide handsker og kaste sig ud i mimens ædle kunst. Sindssygt. Men godt.

Koncerten var trioens blot fjerde på denne sommertour, og Kvamm proklamerede med et smil på læben, at den ”klart var i top tre” over de bedste. Frontmanden optrådte med en ungdommelighed, som borger for, at han ikke går i glemmebogen lige foreløbigt. Simon Kvamm balancerer på grænsen mellem cool og kikset, men hvis aftenens koncert er en rettesnor for Hugorms retning, er han helt klart det første.

Band:

Vokal og klaver: Simon Kvamm

Guitar: Morten Gorm

Trommer: Árni Bergmann

 

Sætliste:

Charles

Siger lige ingenting

I lort

Bange for mig selv

Mere tape

Kong alkohol

Venter på lyde

Der er sket noget

Kigger væk

Folk skal bare holde deres kæft

Absolut nødvendigt

Træmand

EKSTRA:

Kom vi flygter

Pottemanden