x
John Mayer: Sob Rock

John Mayer
Sob Rock

Ny vin på gamle flasker klæder John Mayer

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 16.07.2021
Anmeldt af
Rasmus Hans Jensen

Hvis du allerede har hørt "Last Train Home" og ikke mindst set musikvideoen, kommer Sob Rocks tematiske udtryk ikke bag på dig. Det er rendyrket 80'er-lyd fra start til slut, der læner sig op ad yacht rock-genren fra start 80'erne, som er kendetegnende en soft rock-inspireret lyd. 

Det er sjovt, det er kitsch, det er retrospektivt og tryghedsskabende på en og samme tid og føles som en modreaktion på pandemiens hærgen det sidste halvandet års tid.

John Mayers selvironiske tilgang er befriende, og derfor kan jeg ikke andet end trække på smilebåndet, da jeg ser albumcoveret: John Mayer i en Don Johnson, Miami Vice-positur, og han kører den bogstaveligt talt helt ud, da han inden albumudgivelsen lægger en video op på sin Instagram-profil, hvor han i bedste Night Rider-stil i en sort sportsvogn kører langs the West Coast og sætter et kassettebånd i båndoptageren. Jo, der er smurt tykt på og tak for det.  

John Mayer har sammen med den rutinerede producer Don Was skabt et helstøbt album, hvis længde og røde tråd er eminent tilpasset. Selvom pladen er umiskendelig John Mayer, giver 80'er-indpakningen et overraskende frisk pust til sangene, og Mayer er faktisk lykkedes med det, han ville: at skabe noget nyt ud af noget gammelt og ikke bare et "reprint".

Sangene komplementerer hinanden perfekt, og åbneren kunne ikke være mere velvalgt. ”Last Train Home” emmer tykt af synthesizere fra første anslag, og man glæder sig til resten af albummet. Ellers skal fremhæves det catchy groove i ”New Light” med det Clapton-inspirerede guitarriff og ”Wild Blue”, som er min personlige favorit og leder tankerne hen på Laid Backs underspillede coolness og en svimlende guitarsolo, som vel kun er Mark Knopfler værdig. 

Derudover er der ”Guess I Just Feel Like”, som bliver ved med at vokse på mig, og som med strofen "...That love's gonna save us from a world that's gone mad" indrammer den tid, den er skrevet i, og ”Carry Me Away”, som er svær at få ud af hovedet igen. Dog har jeg det svært med ”Why You No Love Me”, som ville passe bedre på en Michael Learns to Rock-plade.

Teksterne er der ikke ændret på. Hr. Mayer er stadig velbevandret i kærlighedens labyrint af håb, længsel, tvivl, lykke og ulykke, og han serverer det med sit velkendte charmerende guitarspil, tilsat hans nærmest til tider dovne og samtidig utrolig behagelige vokal.

Melankolien tager 80'er-atmosfæren i hånden og skaber et album, som tager dig med til varme sommeraftener, solnedgang, vind i håret i en cabriolet susende ned af the West Coast. 

Albummet bliver ved med at vokse og passer perfekt til en lazy sommer, med sin tilbagelænede attitude, sit underspillede overskud og det gode håndværk, som skinner igennem på alle sangene. Mayer behøver ikke store armbevægelser og vinder på sin underspillede og nærmest overlegne tilgang – både når det gælder stemmeføring, guitarspil og sangskrivning.

Overgiv dig, og du kan ikke undgå at blive forført. John Mayer satser hele butikken på 80'er-temaet, og selvom der var risiko for en parodi, mestrer John Mayer kunststykket at skabe en frisk og vedkommende lyd, som leder tankerne hen på sommer, Tequila Sunrise, Ray Ban-solbriller og solnedgange.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA