x
Dansksproget sangskrivning på et uhørt niveau – han sagde det selv, og han har ret

Allan Olsen, GrimFest, Skovscenen, Brabrand

Dansksproget sangskrivning på et uhørt niveau – han sagde det selv, og han har ret

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”I må godt være lidt mere koncentrerede. I bliver udsat for dansksproget sangskrivning på et niveau, som I ikke har oplevet før på denne scene og heller ikke kommer til at gøre igen,” lyder det fra scenen, da småsnakken under første nummer, ”Vores dronning”, har bredt sig under Allan Olsens solokoncert, hvor han kun er udstyret med akustisk guitar. Det bliver sagt med et smil på læben, men der er ingen tvivl om, at Olsen har selvtilliden i orden, og hvorfor skulle han heller ikke have det efter mere end tre årtier som sanger og sangskriver med stor kommerciel succes og flere roser fra anmelderne, end Socialdemokraterne kan nå at uddele i en valgkamp.

Og det virker faktisk, for snakken forstummer næsten, så publikum kan blive rørt af den næste sang, den gribende historie om Leo Numinen og ikke mindst hans ven Danny, der drager i krig i Afghanistan og kommer hjem tilbage i en kiste, der ikke vejer ret meget – for der var ikke meget tilbage af ham. En yderst tankevækkende sag, især i disse dage hvor Vesten er ved at trække sig ud af Afghanistan efter 20 års krig og må spørge sig selv, om det var umagen værd.

Allan Olsen har åbnet koncerten i en lidt mere munter tone – velsyngende og med flot fingerspil på de seks strenge – med sin kun ganske lidt ironiske hyldestsang til ”Vores dronning”, der ifølge Olsen ”er det sidste, vi har tilbage af romantik, inden Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv og regnedrengene overtager det hele.” Sjovt nok har Brian Mikkelsen ellers umiddelbart stået mere på kunstnernes og koncertarrangørernes side under coronakrisen, end man måske lige skulle tro – han foreslog eksempel et skattefradrag for køb af koncertbilletter sidste år – men lad nu det ligge.

Det slår mig i øvrigt, at ”Vores dronning” indeholder det yderst kontroversielle og sjældent hørte n-ord, som Olsen modsat sin kollega Jacob Haugaard tilsyneladende ikke har tænkt sig at lave om på for at være mere i tråd med tidens inkluderende tidsånd – n-ordet dukker også senere op i klassikeren ”Aston Martin ’66”. Men det lader vi også ligge.

Og Olsen har ret, vores dronning fortjener en hyldest. Det er også kun få dage siden, at kongeskibet Dannebrog, med regenten om bord, deltog i en heldigvis vellykket redningsaktion i Kattegat, så kom ikke og sig, at hun ikke kan bruges til noget.

Koncerten fortsætter, som Olsens solokoncerter gør, med et udvalg af fremragende sange fra de sidste mere end tre årtiers produktion, og begavede og humoristiske kommentarer imellem dem, måske lidt kortere end til en indendørs Olsen-koncert, for ligesom alle de øvrige kunstnere på plakaten har han kun fået tildelt en times spilletid. Og så har Olsen åbenbart overtaget Kim Larsens rolle med at være den mest rygende kunstner på en dansk festivalscene, men han har jo også lavet et album med titlen Sange for rygere, hvorfra vi får ”Staklernes hus”, en af Olsens mange socialrealistiske sange.

En anden af disse er ”Taberens søn”, der modsat n-ords-sangene er opdateret til nutiden med info om, at tekstens reference til mink ikke længere er aktuel. Desværre fremfører Olsen ikke sangen ”Lille gråspurv” i dag. Dette nummer, der omtaler Jens Rohde, har han ellers løbende lavet om på i takt med Rohdes omskiftelige karriere i dansk politik, og der må være basis for et par nye linjer efter Rohdes indmeldelse i Kristendemokraterne dette forår. Vi får heller ikke "En der er grim", hvilket ellers ville have været oplagt på GrimFest, men det får også være.

Apropos ”Taberens søn” har jeg altid undret mig over den i øvrigt helt forrygende sangs afsluttende linjer om, at ”I morgen skal knægten fandenrasme i skole, og taberen går med ham derhen”, når sangen nu foregår i julen. De sidste mange årtier har alle skoler mig bekendt holdt lukket mellem jul og nytår, så faren og sønnen var formodentlig blevet mødt af en tom skole, hvis det var sket, men ja, vi forstår pointen.

Undervejs bryder regnen løs flere gange. ”Jeg sidder her med tag over hovedet, I står derude uden. Det er forskellen på adelen og proletariatet,” lyder det kækt, ligesom Olsen også undrer sig over de mange Christianiacykler i Aarhus midtby, hvor han bor. ”Jeg har aldrig forstået, hvorfor man vil bruge sine børn som kofanger,” lyder det tørt. I øvrigt er der som sædvanlig temmelig mange børn på GrimFest, der i dagtimerne er et ganske fredsommeligt sted også for de helt unge festivalgængere.

Som første ekstranummer får vi Olsens seneste single, den vuggende, corona-inspirerede ”Vildfarne engel”, som viser, at hans sangskriverpen stadig er spids med blandt andet de skarpe omkvædslinjer ”Vorherre skænker os englene / men djævlene skaber vi selv”. Og således åndeligt opladet kan vi gå videre ud i festivalen med visheden om, at Allan Olsen stadig er der til at give os en velformuleret opsang på den gode måde. Ligesom dronningen i sin nytårstale.

Sætliste:

Vores dronning

Mit navn er Leo Numinen

Ung mands blues

Frie mænd

Bese, besæt, kassér

Taberens søn

Turki Tonki

Staklernes hus

Balladen om Rosa

Aston Martin ’66

Ekstra:

Vildfarne engel

Gajoverden gajoværd


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA