x
Big Red Machine: How Long Do You Think It's Gonna Last?

Big Red Machine
How Long Do You Think It's Gonna Last?

ANMELDELSE: Velsmurte og samvirkende tandhjul driver en ustoppelig maskine

GAFFA

Album / Jagjaguwar
Udgivelse D. 27.08.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

"Fællesskab" – eller det retteligt mere rammende engelske term "community" – har alle dage været den primære drivkraft bag Justin Vernons musikalske virke. Det er drivkraften bag livsværket Bon Iver, drivfjederen bag Eaux Claires, musik-og kunstfestivalen, Vernon stablede på benene i fællesskab med The Nationals Aaron Dessner, og det er gennemsyrende i stort set alt, der løber af stablen i "People", Vernon og selvsamme Dessners pladeselskab.

På den måde virker How Long Do You Think It's Gonna Last? som en naturlig kulmination. Ikke bare for Vernon og hans hidtidige karriere, men i særdeleshed for Big Red Machine, kollaborationen som oprindeligt blev søsat mellem Dessner og Vernon på baggrund af en håbefuld MySpace-håndsrækning fra førstnævnte til sidstnævnte. Mens det selvbetitlede debutalbum fra 2018 står tilbage som den eksperimenterende og legesyge manifestation af en kreativ alliance mellem to af indie-scenens mest hæderkronede personager, virker How Long... som en helhjertet omfavnelse af kollektivets potentiale til at fremavle mangefacetterede og vidtrækkende impulser. 

På trods af at hele 11 forskellige bidragydere pryder ti ud af albummets i alt 15 sange, må en del af opskriften være, at man føler sig tryg i Big Red Machines auditive favn. "Hoping Then" løfter igen sløret for gruppens lydmæssige levebrød i form af nænsomme trommesamples, der spætter af sted. Samme formmæssige fremdrift finder man i Spank Rock-featuren "Easy to Sabotage", hvor de velkendte, pseudo-jammende guitar- og tromme-elementer fra Big Red Machine kolliderer med Vernons vokoderede signatur-vokal. Det er familiært uden at fremstå dovent. 

Samtidigt er der også rigeligt med evolution at spore i det overordnede lydtæppe. "Reece" kan til forveksling minde om en uptempo-version af "Lyla" fra 2018-debuten, men lader Vernon lyde det mest rockede, han nogensinde har lydt, sådan som han navigerer med laidback, stinkende cool vokal imellem de åh så karakteristiske toner fra Dessners elektriske guitar og percussion-drevne rytmer. På "Birch" synes selveste Taylor Swift, modsat på den bovlamme, forpoppede "Renegade", at tilbagebetale for succeserne Folklore og Evermore ved at mingle med Vernons baryton – og produktionen lader førnævnte trommesamples dirigere det urolige tempo, før de bliver overfaldet af harmoniske klavertoner i en eklektisk kamp om ordlyden.

Mens How Long... og dens trackliste ved første øjekast kan virke overrumplende på grund af dets mange prominente navne, så er det faktisk de – i hvert fald for undertegnede – mindre kendte navne, der svinger penslen på albummets helt store succesfortællinger. Ilsey Juber og hendes ubesværede røst er eksempelvis den perfekte modpart til Vernons strukne falset på den energiske og storcharmerende "Mimi". Størst af alle er dog showstopperen "822am", anført af Ariel Engle aka La Force, hvis stemmeføring på splitsekunder hopper fra det stilfærdigt inciterende til det opbrusende og helt uproblematisk personificerer brobygningen mellem den typiske drevne, tik-takkende BRM-lyd og den nye, mere kollaborative æstetik. 

Dermed ikke sagt, at How Long... er en fejlfri plade. Man kunne uden problemer have skrottet en sang som "Hutch", og selvom det er yderst modigt, når Dessner for første gang i karrieren pådrager sig rollen som forsanger på "The Ghost of Cincinnati", "Brycie" og "Magnolia", så er det ikke altid, at den apollinske, uerfarne stemme kan følge med. 

Hvis man kan lide Justin Vernon, Bon Iver, Aaron Dessner, The National, indie, alternativ pop-rock eller bare god musik i det hele taget, så er How Long Do You Think It's Gonna Last et godt bud på, hvad der skal sættes på næste gang stereoanlægget tændes. Den dom fældes endda, uden at jeg har haft spalteplads nok til at fortælle om besyvene på pladen fra Fleet Foxes, Ben Howard, This is The Kit, Anaïs Mitchell med flere. Hvis det i sig selv ikke er motivation nok til at give en yderst fortræffelig plade et lyt, så ved jeg ikke, hvad er.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA