x
Hitekstase på forjættet sjællandsk græsmark

Lukas Graham, Dyrskuepladsen, Roskilde

Hitekstase på forjættet sjællandsk græsmark

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Små 10.000 stemmebånd har de sidste par uger været forvisset om denne aftens voldsomme fællessangpres på fimrehårene. Det fem mand store band entrerer den roterende 360 graders amfiscene. Menneskebrølet er ikke til at tage fejl af. Det er et kald, som kun Roskilde kan udstøde adresseret mod de allerstørste.

På slaget 21:00 indledes der med singlen, som kickstartede bandets rejse mod Spotify-milliardærklubben, ”Ordinary Things”.  Debuten åbner op for en hitfanfare med funky schwung på denne bundsolide starter om alle de ordinære ting udført med en ekstraordinær dimension.

Pop-imperalisterne vender tilbage

Trommeslager Mark "Lovestick" Falgren indkapsler med sin taktfaste stortromme en tidlig fællessang-katalysator. Det er umuligt ikke at rokke med til en start, der meget tidligt trækker store laster på publikums refræn-kendskab. Bandet har headhuntet landets bedste korsangere, i tusindvis, der alle har optjent en ph.d.-grad i Lukas Graham med speciale i kærlighed, og ikke mindst deler den under ”Share That Love”. Vokalen gør her et par utilsigtede falset-knæk. Hvor poppoleret originalforlægget end måtte synes, desto mere ægte og inspireret forekommer det i koncertformat med højtflyvende pop-imperalister, der er eksperter i at "Take the World by Storm".

Booty call skæringen ”Drunk in the Morning” er her et årti senere soulet bobbet op med lækre detaljer, hvor særligt Andreas Lunds Strat og Kasper Daugaards tangenter gør stort større. Efter en fremragende start er publikumseuforien i et stadie, der kun kan komme, når der bibringes en sætliste i milliardklassen.

Opvarmningsartisten, Molly Sandén, får under stor jubel scenetid igen under en fremragende duet på ”Happy for You”.  Sandéns vokal akkompagnerer Forchhammers med største ynde, hvor Forchhammers vibrato blomstrer i synergi med Sandéns ditto.

Fællesklappene er sikret fra åbningen på ”Off to See the World”. Det er feel good til masserne – og masser af det. En sang om at gå globetrotter-mode med feel good i et internationalt leje. Mellemregningerne er allerede foretaget med et publikum i sing along-bonanza, uanset hvilken tidszone sangen spilles i. Lovestick overskylles i publikumskærlighed på anbefaling af Forchhammer og kvitterer med et repertoire som en af landets mest tighte synkope-maestroer.

Band ude på fest og ballader

”Happy Home” flankeres af dundrende basanslag fra Henrik Møller og sjælfulde synthflader med scenens lysopsætning som uundværlig medhjælper til de storladne elementer. Lækre guitar licks og æteriske tangentanslag ophøjer den helstøbte produktion tilsat scenens fremragende lysshow.

En rislende hihat og storladen guitaråbning lige til rockgudernes velbehag antænder "Not a Damn Thing Changed”. I en sætlevering, der hovedsageligt har bevæget sig igennem det soulede, bliver situationen langt mere urban med dertilhørende rappende flow. Særligt under dette nummer excelleres der ved med sikker hånd at opbygge intensitet, dræbe den og genantænde den med triple-espresso-intensitet sekundet senere. Den flotte scenekonstruktion har, som koncerten er skredet frem, kun overrasket positivt og cementerer særligt under den soulede gospelhymne, "Promise", Lukas Graham som verdens popcentrum denne aften.

”Uden jer var der ingen koncert. Må jeg låne jeres hænder,” spørges der fra scenen. Hvorfor ikke? Vi har allerede pantsat sjæl, hjerte og stemmebånd til Graham og co. Klapsalverne falder under breakdownet efterfulgt af taktfaste hop til ”Strip No More”. Fascinationen af eksotiske dansere kan falde på et tørt sted, når temperaturfald kræver kridtede dansesko, håndflade-friktion og en forsanger, der kun får lov til at dominere hver anden strofe – resten gør publikum grådigt krav på under en total a cappella på "Love Someone".

Elektronikforsikring med Lukas-Graham dækning

Ved koncertens afslutning er der blevet tyret op til flere telefoner op på scenen i håb om et selfie, hvilket må betyde, at diverse elektronik-varehuse er begyndt at sælge kaskoforsikring med Lukas Graham-dækning uden selvrisiko.

Guitarist Lund bytter Strat ud med spanske strenge på den kommende september-udgvelse, “Call My Name”. Tracket er af sådan kvalitet, at det nemt kan få en sætliste-placering ellers forbeholdt de master-optagelser, man ville redde ud fra et brændende studie. Bandet skal dog lige en enkelt rundgang igennem, før de rammer magien på et nummer, som vi alle allerede er på fornavn med efter første omkvæd – præcis som lovet.  

Hyldest fra alle verdenshjørner

"7 Years" påbegynder afslutningssekvensen, med ”Funeral” som symbolsk "full circle" afrunding i bedste sidste-udskænkning stil. Lovestick skaber veltimet anarki på trommesættet til koncertens naturlige klimaks. Lydtrykket er på dette tidspunkt fordoblet med publikum, der har overtaget rollen som lead-vokalister. Bandet kan modtage hyldestsalutter fra alle verdens hjørner efter 90 minutters hitparade.

En enkelt episode med mikrofonrungen under "Love Someone", et vers der lige må tages om på "Call My Name" og en enkelt fejlkalkulering af tonalitet ved "Share That Love" kan man godt slå ned på, når orkestret har uhørt Spotify-chart-stamina. Lidt skrøbelighed i stemmen og en klar iver efter at indblæse sjæl i originalforlægget er dog delelementer, der kalder på hæder. Det er næppe muligt at være velbehersket i fimrehårene, når det netop er sjælen, der skal finde sig vej ud. Følelser er jo sådan nogle savtakkede fænomener, man skærer sig på – fantomsmerter eller ej, så gør de naller - og nogle gange må vi have en hjælpende hånd, hvis vi blot udlåner vores øregange. Musik forandrer ikke verden. Musik forandrer liv, og det gør Lukas Graham – i millionvis, med håb, glæde og trøst.

Giganternes rovjagt på hjerter og sjæle er hermed afsluttet yderst tilfredstillende. Lukas Graham har ørehænger-genetik i blodstrømmen og det episke for øje serveret universelt og tidløst. Margueritruten fra Loppen i grønne Christiania til en pløjemark i orange Roskilde med transit i samtlige verdenshjørner er tilendebragt – hele vejen rundt.

Læs om opvarmningsnavnene Molly Sandén og Noah Carter nedenfor

Sætliste Lukas Graham:

”Ordinary Things”

“Share That Love”

"Take the World by Storm"

”Drunk in the Morning”

“Happy for You” feat. Molly Sandén

“You’re Not There”

"Lie"

“Save Forever” (Ny sang)

“Off to See the World

”Happy Home”

“Not a Damn Thing Changed”

“Promise”

”Say Yes" (Church Ballad)

"Don't You Worry 'Bout Me"

“Mama Said”

“Strip No More”

“Love Someone”

“Call My Name” (Ny sang udgives 17. september)

 “7 Years”

”Funeral"

 

Opvarmning I: Molly Sandén ****

Med et fire personer stort backingband på trommer, bas, keys og backingvokal entrerer Molly Sandén scenen denne skønne sensommeraften. Aftenens første ud af to opvarmnings-act er en af Sveriges største popsensationer. Et navn, hvis kjempe-hits dog ikke får de danske stemmebånd i geled.  "Det bästa kanske inte hänt än" åbner med et mærkbart basniveau, rigeligt af digitale elementer og ikke mindst dansable synkoper. "Jag mår bra nu" og "Nån annan nu" fanger med stor sikkerhed publikums opmærksomhed, uden at overvældelsen er enorm.

Vibratoleveringerne er upåklagelige og kammer under nummeret ”Rygg mot rygg” nærmest over til det rene blær. Det er også i den grad tilladt, når Sandéns vokal er så velbehersket og overlegen, at det burde være en forbrydelse ikke at bevæge sig i oktavregistret med lethed. Dette sikres under den smukke "Sand"

De fornemme popproduktioner leveres med masser af sugarcoating i form af solide vokalpræstationer og en fin veksling mellem balladerne og dansegulvsmaterialet. Der kan takkes dybfølt af efter 38 minutters herlig pop på svensk, der dog aldrig leder til total publikumsovergivelse overfor den svenske stemme. Den har vi til gode til senere på aftenen. En hyggelig opvarmning til et publikum, der uundgåeligt er en smule tabt i oversættelsen.

Opvarmning II: Noah Carter ****

Noah Carter er kendt for højspændte koncerter, med publikum i smittende gå-amokka-tilstande. Sidst jeg oplevede den talentfulde rapper og medstifter af hiphopkollektivet B.O.C., måtte han med største pædagogiske overtalelsesevne tale unge mænd ned fra lygtepæle og bruge sine bedste diplomatiske evner til at undgå de helt heftige moshpits. Der åbnes med "Search" og "Call Me Over". Sættet bærer dog præg af en vokal, der ikke står fuldstændigt klart og til tider drukner bag vokalelementerne på backing tracket.

Der afsluttes med en bundsolid kavalkade af ”Smoothies”, ”Come Alive” og ”Do You”. Så ja, selvom sætlisten ikke har været højoktan, så har den alligevel trykket baspedalen i bund.  

Aftenens andet led i Lukas Graham tretrins-raketten formår dog fornemt igennem 30 minutter at gejle publikum op med Soundcloud-bangers og en nærværende publikumskontrol. Nuvel, Noah Carter skal i aften ikke bruge tid på at folk ned af lygtepæle samt sikre lov og orden. Det er ikke den slags fest. Som Noah Carter også er startet koncerten ud: ”Det bli’r lidt loose.” Hitkanonerne sidder dog måske lige en kende for løst til at matche det energiniveau, der normalt er at spore til Noah Carters koncerter, med faresymbolet: Fuldstændigt off the hook.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA