Nyhed

9 ud af de 10 bedst sælgende sange er på dansk

I en tid fyldt med uroligheder kan vi finde noget at samles om i den dansksprogede musik, lyder det fra Kodas administrerende direktør Gorm Arildsen.

Sange på dansk fortsætter med at hitte.

Det viser en ny opgørelse fra Koda over de 10 mest indtjenende sange fra 2025.

Læs også: Ny festival sætter fokus på Europas kulturarv


I alt blev hele 9 ud af 10 af de største hits fra sidste år sunget på dansk.

Øverst ligger Blæst med "Elsker dig så meget". Herefter følger Benjamin Hav og Lukas Graham med "Du ligner din mor", mens Mumle indtager tredjepladsen med "Det modsatte". Den eneste sang på listen, der ikke er skrevet på dansk, er “Up” med Jonah Blacksmith.

Det er ifølge Koda ikke helt tilfældigt, at så mange vælger den dansksprogede musik til netop nu.


“Det er interessant, at i en urolig tid som den, vi lever i, er det musik med danske tekster og lyrik om de nære relationer, der dominerer hitlisten. Musik og tekst har en helt særlig evne til at skabe fællesskab og give os noget at samles om,” siger Gorm Arildsen, administrerende direktør i Koda, i en pressemeddelse.

Det er en tendens, der også går igen på den officielle danske hitliste, lavet af IFPI, hvor der ligeledes var ni ud af ti danske sange i toppen.

Læs også: Koda slår alarm: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem


Gorm Arildsen understreger dog også, at det skyldes en række dygtige musikere og sangskrivere.

"Årets Koda-hitliste vidner om dansk musikhåndværk i særklasse og nogle danske sangskrivere, der med stærke melodier og ærlige tekster formår at tale direkte til danskernes hjerter," fortæller han.

Derudover viser listen, at der ligesom sidste år er fire kvindelige sangskrivere i top 10.


På listen over danske sange, der klarer sig godt i udlandet, er det igen i år Aqua, der ligger øverst med sangen “Barbie Girl”. Gruppen tager også andenpladsen med “Barbie World”. På en tredjeplads finder man Safri Duo, der er blevet samplet på nummeret "Cynical" af den britiske musiker Chris de Sarandy. Imens tager Lukas Graham fjerdepladsen med “7 Years”.

”Når mange af sangene placerer sig i toppen år efter år, vidner det om en helt særlig holdbarhed og kvalitet i sangskrivningen. Det er musik, der har sat sig fast og skabt både økonomisk og kulturel gennemslagskraft, ikke kun i Danmark, men også internationalt. Et stort tillykke til alle sangskriverne bag,” lyder det fra Gorm Arildsen.

Læs også: Dansk folkedans- og musik sikres af millionbevilling


ANNONCE