x
Jake Scott: Oasis – Knebworth 1996

Jake Scott
Oasis – Knebworth 1996

Music for the Masses

GAFFA

Film / Sony Music Entertainment
Udgivelse D. 23.09.2021
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Koncertfilm om den weekend i 1996, hvor Oasis spillede for 250.000, er et fantastisk nostalgisk tilbageblik på en anden tid. Filmen kan nu ses i de danske biografer.

Den anmelderroste og fremragende Oasis-dokumentar Supersonic slutter med, at Manchester- bandet sidder i en helikopter, der kredser langt over det endeløse menneskehav, som står på græsplænen i Knebworth ved den nordlige del af Hertfordshire, alt imens b-siden ”The Masterplan” blidt agerer soundtrack. Stoiske kapelmester og motormund Noel Gallagher bliver fanget i et sjældent øjeblik, hvor han sammenbidt og sårbart ser ned på det imponerende skue. Som om selve omfanget af det, hans band har opnået, i virkeligheden først nu bundfælder sig. Alt imens kaospiloten, forsanger og lillebror Liam ikke værdiger det hele et blik, men upåvirket fortæller jokes til de andre bandmedlemmer. En perfekt afslutning og bekræftelse af filmens fortælling om Oasis' hurtige og notoriske vej til berømmelse og succes. Om modpolerne Liam og Noel. Hunden og katten.

Omkring 2,5 millioner briter forsøgte at få adgang til de koncerter, Oasis spillede den 10. og 11. august 1996 i Knebworth. Og som denne nye koncertfilm har sat sig for at dokumentere og hylde. Kun 250.000 fik adgang over de to weekenddage. Backstagearealet rummede 7000 mennesker og opererede med bronze-, sølv- og guld-adgang. Fuldstændig uhørt dengang, at et guitarband på et indielabel nogensinde skulle være i nærheden af at opnå dette. Ting i den skala var normalt forbeholdt popkonger som Michael Jackson. Men det var en anden tid, som en tidligere dansk statsminister yndede at sige, når han blev taget i et for skarpt venstresving væk fra dydens smalle sti. En anden tid, der kan være svær at forstå, hvis man ikke var der. Der var bogstaveligt talt ingen grænser. Alt syntes muligt.

Berlinmurens fald i 1989 spirede en optimisme, økonomisk fremgang og politisk harmoni, som rodfæstede sig op igennem det meste 90'erne. Især i et Storbritannien, der havde brug for at ryste efterveerne fra Thatchers jernhårde styre af sig. Pludselig fremstod England som verdens kulturelle, økonomiske, politiske midtpunkt og fremgangsland. Med en ung, energisk og charmerende Tony Blair der (for en tid) blev en socialdemokratisk poster-boy og premierminister. Damien Hirst, der var frontperson for en spirende kunstscene, som fremstod fremsynet, original og tilgængelig. Irvine Welsh gjorde arbejderklasselitteratur populær med Trainspotting. Premier League var ved at gøre sit indtog som verdens mest populære fodboldliga, og guitarmusikken indtog hitlisterne. Ikke kun på de britiske øer, men i det meste af den vestlige verden.

Det hele kulminerede den sommer i 1996, hvor England var vært for EM i fodbold og Oasis få uger efter spillede for sammenlagt 300.000 mennesker. De var lige forbi Loch Lomond i Skotland også. Som I nok kan regne ud, kan vi ikke være længere væk fra den britiske tidsånd, der nu dominerer billedet post-Brexit. Der var kun 10 arrestationer over hele den weekend. Hvilket synes utænkeligt i 2021. Det var en anden tid.

Der har altid herhjemme i visse kredse været en tilbøjelighed til hånende at afvise Oasis' arv i det kulturelle og musikalske landskab som en ubetydelig og uforståelig parentes. Ofte bliver den analyse leveret af ældre mænd, der beder til et gigantisk bagtæppe af Bob Dylan tre gange om dagen. Og selvom Oasis solgte mere 150.000 eksemplarer af What's the Story (Morning Glory)? i Danmark, så var det grungescenen, der efterlod det største musikalske aftryk på de sidenhen danske sværvægtere som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyced Up Janis. Den såkaldte grønne bølge. Hvilket den dag i dag fortsat kan undre.

Men man skal ikke have opholdt sig ret mange gange i England, og især ikke i den nordvestlige del af landet, for at forstå Oasis' kulturelle og musikalske betydning. Også den dag i dag. Det er svært at sidde på en pub, uden at Liam Gallaghers karakteristiske stemme pludselig lyder fra jukeboksen, og hvis man ser op fra sin fadøl og ser på de mandlige gæster i pubben vil de mere ofte end ikke være klædt det casual-tøj, som Gallagher-brødrene gjorde allemandseje dengang.

Oasis' (danske) kritikere vil oftest pege på Oasis' musikalske uopfindsomhed, manglende originalitet og substans som værende grunden til, at Oasis ikke skal nævnes i samme åndedrag som de legender, de så åbenlyst inspirationsmæssigt stod på skuldrene af. Og efter 1997 er det svært helt troværdigt at pille det argument fra hinanden. Men som Jake Scotts (søn af instruktørlegenden Ridley) koncertfilm viser os og noget, Noel Gallagher skal være den første til at indrømme, så var Oasis aldrig sofistikeret musik for sofistikerede folk. Det var deres storhed. Det blev deres fald. Det var en anden tid.

Men da Oasis var bedst. Da de toppede. Da de blev kulturdefinerende og slog det meste af verden omkuld. Og det gjorde de den weekend. Så var de et band fuldstændig synkroniseret med deres publikum. De fangede og repræsenterede en Zeitgeist. Noget, som filmen i den grad viser. Oasis var deres publikum. De var ikke utilnærmelige rockstjerner, der havde 35 forskellige personaer og scenekostumer. De var fyrene fra fodboldbanen, pubben, byggepladsen og supermarkedet, der stod op på den enorme scene og sang de tilgængelige sange med inkluderende omkvæd og håbefuld ungdommelig optimisme, som vi alle havde brug for at høre. I al fald i nogle år.

Det var som at være del af en bevægelse. Et verdensomspændende fælleskabsstog, der var umuligt at stoppe. Vi delte noget med hinanden. Ikke via internetplatforme eller telefonskærme. Men via radioen, cd-afspillerene, koncerterne og hinanden. Der er ikke en eneste af publikum, der oplever koncerten igennem en skærm eller et filter. Ingen hashtags. Ingen livetweets. Ingen tjekker ind. Ingen tjekker ud. 250.000 mennesker er med, til stede, nærværende, opslugte og bedst af alt deltagende og storsyngende. Det var en anden tid.   

For os der så Oasis i de år, både på Roskilde i 1995, i KB Hallen samme år og på hjemmebanen i England, kommer der ikke noget overraskende frem i koncertfilmen. Andet end det bekræfter, at Noel Gallagher dengang altid havde en tendens til at spille sangene for hurtigt og for højt. Men det cementerer med de fleste af klodens hegnspæle derimod Liam Gallaghers position som sin generations bedste rock'n'roll stemme og frontmand. Med den helt rette dosis af uimponerethed, karisma og attitude ejer han den scene og den mikrofon.

Den indebrændte boksekamp mod publikum om herredømmet over scenen, som Liams sceneoptræden nogle gange kunne udvikle sig til over tid, da stemmen begynde at lide under den udsvævende livsstil, er helt og aldeles fraværende den weekend. Kaospiloten er i balance, flyver højt, sikkert og synger storebroderens ord med en overbevisning, som de sidenhen ikke er blevet hørt. Han er vitterligt et vokalmæssigt elskovsbarn af Johnny Rotten og John Lennon. Oasis er i virkeligheden verdens bedste og største band den weekend. Ambitionen nået. Bemærkelsesværdigt er Liam ikke specielt meget til stede ellers i filmen, hvor voiceovers mest bliver leveret af Noel og guitarist Paul ”Bonehead” Arthurs. Han dukker dog op til sidst.

Men i virkeligheden er filmens stjerner publikum. Hele vejen igennem. De, der var så heldige at få billet. Og os der ikke var. Os der så det hele på afstand gennem MTV og hørte det på Radio 1 (som i filmen) eller på P3. Og optog begge ting på VHS og kassettebånd. I modsætning til Oasis efter årtusindskiftet og til de gik i opløsning, hvor publikum mest af alt bestod af fodbolddrenge, der var i byen for at spejle sig i Liam, kaste med øl og lejlighedsvis starte en slåskamp, så er der både piger og drenge til stede den weekend og dengang. Filmen er deres fortælling om, hvad de koncerter betød for dem.

Og lige så meget som det er deres fortælling, så er det min fortælling. Så selvom det er rørende at se de tusindvis af unge ansigter, der igen består af forskellige køn, nationaliteter og aldre, der de sidste 14 dage har valfartet til Liam Gallaghers festivalgigs i det britiske og sunget med på de sange, som deres forældre gjorde, og det kan ikke undgå at frembringe et stort nostalgisk smil, så bliver det aldrig deres fest. Eller deres fælleskab. Det var mit. Det var dit. Det var vores. Det sidste af sin slags. Indtil en ny generation ser tilbage med vemod og reminiscens på deres ungdommelige storhedstid. Som de altid gør. Således også i denne film. Det var en anden tid.

We see things they'll never see.

Opvarmningsbands over weekenden var:

The Bootleg Beatles, Cast, The Chemical Brothers, Ocean Colour Scene, Manic Street Preachers og The Prodigy.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA