x
Marissa Nadler: The Path of The Clouds

Marissa Nadler
The Path of The Clouds

Uforløste mysterier blegner i lyset

GAFFA

Album / Bella Union
Udgivelse D. 29.10.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Sidst jeg havde fornøjelsen af at skrive om Marissa Nadler, var det i anledningen af hendes ottende egentlige studiealbum For My Crimes, der viste sig at være lidt af en åbenbaring oven på syv fine albums, der dog ikke gjorde det store, blivende indtryk. For My Crimes syntes at være en af den slags album, hvor kunstner, sangskrivning og musik gik op i en højere enhed. Undertegnede kvitterede for samlingen af moderne murder ballads med fem stjerner, og siden er For My Crimes blevet et af de album, jeg tit sætter på, når vinteren kommer kravlende.

Så derfor er det sjovt, at man endelig får lov til at lytte til Nadlers niende album efter en deroute i dronemetal og et lockdown-album med coverversioner. The Path of The Clouds er en anderledes størrelse end sin storesøster, da instrumenteringen er mere nuanceret og udfarende, og tonerne er lysere og arrangementerne mere luftige og ambitiøse. Det er tydeligt, at Nadler bevidst har søgt at udvide sit klangunivers med et friskt fokus på percussion, groove og instrumentalitet.

Tekstmæssigt og konceptuelt er hun inspireret af den klassiske kult-tv-serie Unsolved Mysteries, som balancerer på en knivskarp grænse mellem true crime, okkultisme og pjat. Nadler valgte at binge denne serie, da hun – som alle os andre – skulle slå tiden ihjel under endnu en lockdown. Derfor er hun som vanligt inspireret af de mørkere nuancer, hvor mord går hånd i hånd med at blive bortført af rumvæsener. Passende, da nærværende anmelder valgte at binge The X-Files. 

Desværre er de nye tendenser ikke en fuldstændig succes, da Nadlers bedste sange er båret af minimalistiske akkordforløb, lyriske krummelurer, melankolske melodier og Nadlers spøgelsesvokal. Når dette pludselig kombineres med lette rockgrooves, livlige basgange og kick-ass guitarsoli, bliver det en rodet lytteoplevelse. Det er enormt ærgerligt, for jeg er før blevet taget i at brokke mig over, at der ikke bliver taget nok chancer på folk-scenen. 

Et godt eksempel er titelnummeret, der egentlig starter interessant, med Nadlers vokal, der svæver som en fjern sirene over den groovende instrumentering, men snart mudres sammen og skæmmes af pludselige guitarsoli. Værre er det på den småkedelige ”And I Dream of Nothing”, der ødelægges af en træls slideguitar og et trommespil, der er præget af unødvendige ghost-notes og malplacerede, funk-underlægninger, der virker påklistrede.

Bedre er det på ”Couldn’t Have Done the Killing” hvor Nadlers sarte sangskrivning går hånd i hånd med et groove, der netop understreger tekstens og melodiens potentielle drama. Her introduceres et psykedelisk groove, der matcher de sidste dekaders psych-revival, mens guitararrangementet kunne minde om Radioheads In Rainbows. 

Når det er sagt, er der også klassiske Marissa Nadler-sange, hvor åbneren ”Bessie Did You Make It” lyder som et lysere outtake fra For My Crimes, mens klaverballaden ”Elegy” er gudesmuk, med skurrende ambient-loops og en ekstremt velsyngende Nadler. Den afsluttende ”Lemon Queen” skal også fremhæves for at kombinere støvet americana med instrumentering, der lyder som The Beatles' Revolver, mens Nadler synger pladen ud med fjerne ekkoer af sig selv.

Desværre er der også mange af de mere afpillede sange, der går i glemmebogen, i modsætning til For My Crimes. The Path of The Clouds er desværre en gedigen nedgradering fra forgængeren, der var tæt på at være et mesterværk. Trods et par enkelte højdepunkter ryger denne velmenende samling sange desværre ud i glemslens tåge. Nogle myserier bør forblive uopklarede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA