x
ABBA: Voyage

ABBA
Voyage

Fuck! Det er ABBA!!

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 05.11.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Halvt inde i tredje nummer på ABBAs Kristus-hypede comeback Voyage måtte jeg knibe mig selv i armen. Det skete omtrent samtidig med, at børnekoret indfandt sig på ”Little Things”, som undertegnede opdagede var en vaskeægte julesang. For det hele er storeslemt. Som i virkelig, virkelig slemt. I front er en af ABBA-pigerne i gang med at rekonstruere en juleglæde, jeg ikke engang tror, moderne børn har, mens hele Björn og Bennys juleorkester – komplet med føromtalte børnekor – kører derudad. Jeg må knibe mig selv i armen – for i dette sekund fatter jeg alvoren:
ABBA er tilbage – på godt og ondt.

For ABBA er muligvis historiens (næst)største popgruppe. Historien om dem har det hele. De kommer fra popmusikkens største land, de er en gruppe med masser af star power og intriger, og så er de leverandører er stensikre hits. Svenskernes genistreger er perfekte fuldtræffere. ”Dancing Queen”, ”Lay All Your Love on Me” og ”SOS” er fuldstændig træfsikre eksempler på, hvordan man skaber det perfekte popnummer, hvor alt fra hook, produktion og tekster går op i en højere enhed. Og ballader som ”The Winner Takes it All” og ”Fernando” kan få selv Skeletor til at knibe en tåre. ABBA er geniale.

Omvendt er ABBA også virkelig forfærdelige. Når de skyder forkert, så skyder de helt enormt forkert og rammer en skrækkelig blanding af schlager, musical og revy. Hvis man er rigtig uheldig, kommer denne cocktail med en approprieret parodi på noget eksotisk. Når du først har hørt Björn og Benny spille reggae eller calypso, har du ikke brug for at høre det igen. Sange som ”Bang a Boomerang”, ”King Kong Song” og ”I Do, I Do, I Do, I Do” er virkelig forfærdelige lytteoplevelser, der i værste tilfælde både kan være enormt fordummende eller minde om James Last. Det er den slags, der er med til at give gruppens kritikere alt for meget krudt i bøssen, når der skal kritiseres. Men det er også svært at tale ”When I Kissed the Teacher” op. ABBA sutter røv.

Og det er denne dualitet, der gør Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad til et enormt fascinerende tilfælde. Der er simpelthen ikke middelvej med ABBA. Alene det, at jeg sidder med Voyage – gruppens første plade i 40 år – er det glade vanvid. Gendannelsen af ABBA var for 20 år siden lige så utænkelig som gendannelsen af Pink Floyd. Men begge dele er nu officielt sket, og jeg sidder med ABBAs niende album og det første siden hovedværket The Visitors fra 1981.

Og mærk jer mine ord: Dette er et ABBA-album!

Det er rent faktisk bemærkelsesværdigt, hvor lidt der er sket siden 1981, trods alderdom og den lettere kiksede hologramkoncert-idé. Det er samtidig også enormt skægt, at det er så nemt at sammenligne Voyage med bagkataloget, da den lever op til karrierens milepæle, uden at nå gruppens bedste albums The Visitors og Arrival til sokkeholderne. Det er der alligevel lidt for mange fæle indslag til.

Misforstå mig endelig ikke! Det er enormt meget godt at komme efter. Åbner og genkomstsang ”I Still Have Faith in You” er en fantastisk, flot popballade, med den velkendte ABBA-melankoli sydende ned ad væggene, mens Anni-Frids stemme er enormt genkendelig, samtidig med at man stadig kan høre de 40 års bagage rasle i hendes rygsæk. Jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre, da jeg hørt sangen første gang. Det samme kan siges om Agnetha på den fantastisk medrivende ”Don’t Shut Me Down”, der kombinerer symfoniske klaverer med et enormt dansabelt groove, en karakteristisk basgang og et omkvæd, der slår de sidste 40 års ABBA-kopier til Eurovision ud af hjernebarken og minder opkomlingene om, hvem der er de originale waterlooere.

”Just a Notion” er et outtake fra storhedstiden, og det kan høres, da jeg har mistænkt Anni-Frid og Agnethas vokaler for at være fra dengang, da deres ”grit” ikke høres i vokalerne på denne sang. Det lyder som klippet direkte fra Voulez-Vous. Dog er sangen en helt klassisk ABBA-sang, ovre i den mere kitschede ende, med synthblæs, boogie-klaver og fjollede korsvar, hvilket klart gør sangen til en af favoritterne. Lige så campet er ”Keep an Eye on Dan”, med fuldstændig opskruede DX7-synths, der er hevet ud af en buddy cop-comedy fra 1987, mens teksten er et tonedøvt forsøg på at skrive om skilsmisse. Alligevel vinder den på sin fuldstændig overlegne charme og de herrer Andersson og Ulvaeus’ talent for at skrue en melodi sammen.

I den modsatte ende har vi sange, som jeg decideret hader. ”When You Danced With Me” er storeslem, med sine imiterede sækkepiber, lalleglade march-tempi, overstyrede fløjter og en falsk lugt af højland, der minder mig om lange aftener, hvor tidligere svigerforældre har tvunget mig til at høre Runrig. Den gumpetunge ”No Doubt About It” forsøger at gentage fortidens mere ballsy, rock-deep cuts, men fejler totalt og ender op med at lyde som et sølvbryllupsorkester, der spiller op til efterfest efter for meget velkomstpunch. Løb væk, når onkel Henry vil have dig til at trække ham i fingeren.

Værst er de helt nedbarberede ballader. Enten er de røvkedelige, som eksempelvis ”Ode to Freedom”, der lyder som en dét, en hemmelig kult synger i kor, inden de ofrer dig til deres perverse sex-dødsgud. Eller også kan balladen bruges som et decideret torturmiddel som den helt forfærdelige ”Bumblebee”, der kombinerer endnu en fuldstændig malplaceret tekst om #verdenligenu – med udgangspunkt i humblebiens udryddelse – med et skrækkeligt akkompagnement, der lyder som Andre Rieu, som spiller op til kædedans på plejehjemmet. Og så er der ”Little Things”, som burde være undskyldt, fordi det er en harmløs julesang. Men der var alligevel et eller andet, der knækkede inde i mig, da børnekor og blokfløjter indfandt sig i sangens coda.

Så i sidste ende indeholder Voyage lige præcis det her, et ABBA-album skal indeholde: Malplacerede lån fra europæisk folkemusik, småpinlige tekstbrokker på svenglish, køkkenvask samt køleskab og kummefryser smidt i en overdrevet, pompøs popproduktion og to næsten identisk-lydende sangerinder, der synger unisont. Og samtidig nogle af de bedste pophooks, jeg har hørt i mange år. På en eller anden måde er det passende, at de sidste to års undergangsstemning ender med et genopstået ABBA, der synger sange om humlebier og optræder i 3D-kostumer. Det er den verden, vi lever i nu.

Jeg elsker ABBA. Og jeg hader, at jeg elsker dem.

 

  

 

  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA