x
Meningsfuldt lydspor til en kold tid

Folkeklubben, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Meningsfuldt lydspor til en kold tid

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Jeg har fulgt Folkeklubben lige fra begyndelsen. Men uanset hvor høje tanker, jeg har om gruppen og deres (bedste) sange, havde jeg aldrig gættet, at de ville gå hen og blive decideret folkeeje. Det er ikke desto mindre faktisk, hvad der er sket, her ti år inde i karrieren, hvor klubben kan fylde Musikhuset to aftner i træk og høste stående applaus for deres sæt med håndplukkede sange fra ikke mindst de to seneste plader. Og mens Kim Larsens tidlige arbejde udgjorde det oplagte referencepunkt i begyndelsen af deres karriere, sender klanguniverset i dag nok så meget hilsner til de firsere, hvor klubbens medlemmer voksede op og datidens store, danske bands, fra TV-2 til Gnags.

Og ikke nok med det: klubben har fået en lignende status, som samlende faktor og leverandør af en fortløbende generationsfortælling i sang og musik. Det sidste blev understreget på deres seneste album, Børn af den tabte tid, som fylder i sættet i aften – og hvis titel ikke er en hilsen til Marcel Prousts store romanværk (selvom det sagtens kunne have været tilfældet), men derimod til firserne og alle os, som voksede op dengang med Schlüter-regering, kold krig og klaphatte.

Der lægges ud med tre sange fra albummet lidt over otte, og herefter folder Folkeklubben sig ud over to gavmilde sæt, hvor også bliver plads til et par akustiske afbræk i form af fine ”Vikaren” og ”Sort tulipan”. Med klar hovedvægt på de to seneste plader levnes kun lidt plads til indslag fra de tre første – men vi bliver heldigvis ikke snydt for skarpe ”Fedterøv” fra debuten og titelsangen fra opfølgeren Danmarksfilm, mens Slå flint fornuftigvis er repræsenteret med stærke ”Torben Ulrich” og det velvalgte Benny Holst-cover ”Blomsten og vasen”

Folkeklubbens forsanger Kjartan Arngrim fremstår som et dannet menneske, og det siger alt om Folkeklubben, at de har valgt at vise respekt for netop Holst, som udgav et par deciderede mesterværker i 1970’erne, som formentlig er ukendte for en del yngre danskere. Også Arngrims småsnak mellem numrene bærer vidnesbyrd om et begavet menneske bag sangene, som heldigvis formår at styre fri af det akademiske eller prætentiøse: Folkeklubben er ikke et intellektuelt foretagende, og deri ligger sandsynligvis en del af deres styrke.

Og nok så væsentligt: Når klubben er bedst, fremmaner de et univers og en hverdagspoesi, som forekommer såre genkendeligt. Sange som de oven for nævnte udgør ganske enkelt et meningsfuldt lydspor til vores tid, lige her, lige nu. Hvor vi ”gudhjælpemig igen skal til at sige farvel til en gammel verden uden at vide, hvordan den nye ser ud. Som kineserne siger: ’vi lever i interessante tider’”, som Arngrim siger fra scenen, inden bandet fyrer op under ”Som helte”.

Det er, ret beset, langtfra alle Folkeklubbens sange, som er lige uforglemmelige i rent melodisk forstand: de har, for nu at forlænge den oplagte analogi, strengt taget ikke lige så mange uafviseligt iørefaldende sange i ærmet, som Larsen havde dengang i firserne, hvor Forklædt som voksen og Midt om natten udgjorde det fælles lydspor i en kold tid. Mindre kan dog også gøre det, og hvis der et band, jeg i den grad under folkelig popularitet, er det Folkeklubben. De har bygget det op fra bunden, de leverer varen og samler i en tid, hvor skillelinjerne synes mere talrige end samlingspunkterne. En rigtig god aften i klubben – der er åbent for nye medlemmer.

Sætliste:

Første sæt:
Mellem aldrig mere og ikke endnu 
Ring når du får tid (aber dabei)
Som helte 
Danmarksfilm 
Vikaren 
Lykkens nu 
Sort tulipan
Under tiden 
Alle vil de vide hvorhen 
Børn af den tabte tid 
Der brænder en ild 
Torben Ulrich 
Andet sæt:
Idioterne og vennerne 
Blomsten og vasen 
Fedterøv 
Falden gud 
Hvor smukt kan det regne 
Late Night Summer Jesus 
Cohiba Zanzibar 
Flammende hjerter
Tranquebar (Søndag i april)
Den sidste superstar
Ekstranumre:
Men ikke endnu en vinter 
Linje E 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA