x
Deep Purple: Turning To Crime

Deep Purple
Turning To Crime

Blandede bolsjer fra hårdrock-veteranerne

GAFFA

Album / earMUSIC
Udgivelse D. 26.11.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Deep Purple og covers er ikke en ny opfindelse, som gruppens allerførste hit ”Hush” fortalte i 1968. Men nu 53 år efter – og i åbenbar rastløshed over strandede turné-aktiviteter pga corona – går veteranerne all in på et album, der er præget af den musik og de kunstnere gruppen selv voksede op med eller som inspirerede dem undervejs: Love og Arthur Lee, Ray Charles, Dylan, tidlig Fleetwood Mac, Little Feat, Mitch Ryder m.v.

Det er faktisk ikke til at høre, at numrene er indspillet i bidder og i forskellige verdenshjørner af medlemmerne, inden producer Bob Ezrin har syet kludetæppet endeligt sammen. For sounden er den samme bundtætte udgave, som Ezrin har skabt på de tre foregående udspil i hårdrockgruppens genopblussede karriere. Denne gang tilsat lidt humor og løs stemning.

Det hele kommer egentlig godt fra land med et take på Love’s skramlede ”7 and 7 is” med piskende trommedrive af Ian Paice samt Huey Smiths ”Rockin' Pneumonia and the Boogie Woogie Flu” – fuld af godt rock’n’roll-humør og især hals- og benbrækkende barrelhouse-piano af Don Airey, inklusive herligt skævt ”Smoke on the Water”-citat.

Til gengæld gør det mere ondt at høre Peter Greens og Fleetwood Mac’s ”Oh Well” ende i nærmest prog-rocket storladenhed efter en ellers god intro med det klassisk fede guitar-tema, og sådan er det med det meste af albummet: Kan lytterens forhold til de gamle sange kan forliges med de nye udgaver i Purples udklædning?

Jeg er ret vild med versionen af Mitch Ryders ”Jenny Take A Ride” – især keyboard-tosserierne af Don Airey, som i min bog er albummets stjerne – men mere loren ved at Dylans rå blues-rockede ”Watching the River Flow” bliver mere doo-wop- og underholdningsorkester-agtig. Og mens Louis Jordan/Ray Charles/B.B. Kings gamle hit ”Let The Good Times Roll” får en ok tur med godt swingfundament af Ian Paice, bliver det kantet psykedeliske trukket ud af Yardbirds’ ”Shapes of Things” til fordel for Purple’s store sound og volumen, mens Creams gamle rockklassiker ”White Room” bare er uambitiøst kedelig for undertegnede. Og sådan kan vi blive ved…..

Men de inkarnerede fans har sikkert en fest med dette mellemspil – som også er målsætningen fra gruppen selv. Og om ikke andet er her flere fine emner til lageret med ekstranumre, når rockspillemændenes never ending farvel-tur efter planen genoptages næste år.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA