x

Primal Scream
Vanishing Point

Primal Scream: Vanishing Point

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 03.09.1997
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Da Primal Scream i 1991 udgav det skelsættende album Screamadelica, havde sanger og sangskriver Bobby Gillespie endelig efter flere års forsøg fundet en guldåre, der bestod af lige dele sort house og dub blandet med indierock. Det var denne meget outrerede stil, som gjorde ham og hans band til et af de mest betydningsfulde på den britiske scene i starten af 90erne. Men da bandet to år senere udgav Give out but don't give up fik de fleste fans sig en slem forskrækkelse, stilen var nu velsmurt amerikansk 'cock' rock, som gik direkte i flæsket på Rolling Stones og Sly and The Family Stone. Nu er Primal tilbage Scream tilbage i gårde igen på deres femte album Vanishing Point uden at lire den af på fortiden. Titlen er taget fra en B-road movie fra 70erne og cd'en kunne lige så godt være et opdateret soundtrack til netop den film. På Kowalski (filmens antihelt) banker Gary 'Manni' Mounfield (ex. Stone Roses) bassen, som en velvoksen håndværker hamrer syvtommer.søm i, og sammen med keyboardfladerne, der falder som lynnedslag, virker det hele som et futuristisk og eksplosionsagtigt inferno. Star er dubbet reggae i moderne forklædning med The Memphis Horns som backing, og handler som et af de få numre ikke om drugs. Ellers en verden, der er ideel for Primal Screams skræmmende musikalske psykedeliske syretrip på Stuka, som formanende erklærer 'If you play with fire you're gonna get burnt / Some of my friends die young'. Med If they move kill'em har bandet lavet et vaskeægte tema til en hårdkogt politifilm, i den mantra påvirkede Out of the void forfører zitar og tablas én til ren nirvana og røgelse, og Motorhead, et cover af Motorhead er det tætteste, at komme på kosmisk punk, hvor vokalerne synges gennem en Darth Vader maske. Vanishing Point.er som en sitrende hybrid, hvor Primal Scream hele tiden er påforkant som de eksperimenterende Jediriddere, der musikalsk skal føre os ind i det næste årtusinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA