x
dälek: Absence

dälek
Absence

dälek: Absence

GAFFA

Album / Ipecac
Udgivelse D. 08.02.2005
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Som man kan høre på 2002's From Filthy Tongue Of Gods And Griots og sidste års mere organiske Faust-samarbejde Derbe Respect, Alder, har støj altid spillet en rolle i däleks musik. Men hvor det før var ét element blandt mange, er det her på Absence rendyrket og bragt frem i lydbilledet, så det former basis for samtlige ti tracks. New Jersey-trioens udtryk er således tungere og mere ekstremt end nogensinde før – og råt skurrende, hylende og ringende støjflader danner betagende semi-melodiske sekvenser hen over pladen. Inspiration fra støjrock, noise og industrial præger numrene og mikser perfekt med de oftest sløve break beats, en funky bas, lidt scratch og MC däleks seriøse lyrik. Absence er et helstøbt og yderst vellykket album med masser af skarpe kanter. Det er ikke for sarte ører, men for sulan, hvor er det befriende at opleve, at der fortsat er musikere, som succesfuldt udfordrer hiphop-genren uden for hitlisternes blege spotlys – derude, hvor man må famle sig vej i mørket kun ledt af kreativitet og en stærk musikalsk vision.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA