x

Angie Stone
Black Diamond

Angie Stone: Black Diamond

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 03.03.2000
Anmeldt af
Sohail Hassan

Det her er virkelig virkelig fedt. Angie Stone har ligget og ulmet i baggrunden i meget lang tid efterhånden. Den utroligt talentfulde sanger og sangskriver har tidligere skrevet for prominente navne som x-kæresten D’Angelo og Mary J. Blige, spillet saxofon for Lenny Kravitz, skrevet soundtracks og var forsanger i trioerne Sequence og Vertical Hold. Hvis nogen undrer sig over, hvorfor Angie hiver en ekstra gaffastjerne hjem i forhold til Guy, kan jeg fortælle at damen her skrev nummeret New Jack som inspirerede en ung Teddy Riley til sin succes. Jeg elsker den her skive. Allerede på den første single No More Rain (In This Cloud), der bygger på en sample af Gladys Night’s Neither One Of Us, kan man høre den utroligt modne stemme, der giver et anerkendende nik til hele den gamle Motown skole. Hun laver også et cover af Marvin Gaye’s Trouble Man. Black Diamond byder på alt fra sjælefyldte slick slowtempo jams til uptempo super funky tracks. Det er uhyggelig gennemførte produktioner, der oser af talent. Dette er den fornemmeste eksempel på hvordan den nye bevægelse Organic Soul vækker vores lyst til at høre R&B og gør os stolte af genren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA