x

Sylvester
Mandagsramasjang

Sylvester: Mandagsramasjang

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 28.01.2002
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

I gamle dage gik musikerhvervet med største selvfølgelighed i arv fra far til søn. Sådan er det ikke længere. I dag har store musikeres afkom ofte svært ved at løfte arven - tænk blot på Sean Lennon, Ziggy Marley og Adam Cohen.
Sylvester Larsen, søn af Kim, klarer det nu helt fint. Han har fundet en egen tone og er ved at udvikle sig til en rigtig gedigen sangskriver. Mandagsramasjang er en lovende debut, også selvom den er noget ujævn.
Bedst er Sylvester, når han rocker ud i bedste retro-stil med navne som Rolling Stones og The Who i baghovedet - og værst er han, når han går John Mogensen og Rock Nalle i bedene med 'folkelig' bodegarock.
Tilsvarende er sangteksterne af svingende beskaffenhed. Generelt er Sylvester - ganske som sin far - bedst når han dropper de vidtløftige metaforer og skriver lige fra hjertet om de nære ting.
Når han gør det - henover en enkel men effektiv rocksang - besidder han en afvæbnende charme, der får én til at se frem til næste album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA