x
Mad Professor: Inkonst (Malmø), med David Rodigan

Mad Professor, Inkonst (Malmø), med David Rodigan

Mad Professor: Inkonst (Malmø), med David Rodigan

Anmeldt af Rune Geertsen | GAFFA

Når nu den mægtige dub producer Mad Professor og verdens måske bedste reggae-DJ, David Rodigan, har valgt at springe København over og fyre op under Malmø, er det pludselig ikke så uoverskueligt at tage til Sverige en fredag aften.

Mad Professor, manden der efter sigende har opfundet fænomenet live-dub, er mest kendt for sit samarbejde med stenerne fra Massive Attack. Og det er da også glimrende, men hans eget materiale er langt federe. Professoren, en svær sort mand på 150 kilo, kom på scenen i det glimrende spillested Inkonst - en mellemting mellem Pumpehuset og Loppen - iført sort tøj, gangsterhat og store briller og tændte med det samme op for den enorme mixerpult foran ham. I to timer sendte han skarpe, smældene digitale dubrytmer, som han selv har døbt sci-fi dub,ud i den kogende sal, mens han vuggede fra side til side og indimellem kom med uforståelige statements i en mikrofon.

Sættet var en liret blanding reggaeklassikere, der havde fået med digitalsaven, og egne kompositioner med en velsyngende rasta-MC på mikrofonen. Og da de raffinerede rytmer bevægede sig over i reggaestyle drum’n’bass, satte den store mand for alvor ild i salen. Publikum svedte, dansede og råbte, hvilket Mad Professor var tydeligt begejstret for, og det blev understreget med et ”Danke schön, danke schön”, der kom direkte fra hjertet.

Efter lektionen fra professoren, var resten af natten overladt den engelske DJ David Rodigan, der beviser, at reggae er den bedste dansemusik, der findes. Han er i fyrrerne, har en imponerende måne og en veltrænet bodegakrop - mest af alt ligner han en engelsk bankfunktionær. Men fuck hvor kan han straffe et par pladespillere.

Rygterne vil vide, at Rodigan er den eneste hvide DJ, der er respekteret på Jamaica, og man forstår hvorfor. Hans sessions favner over fyrre års suveræn jamaicansk musik og springer rundt mellem hårdslående ragga, groovy rootsreggae, kæk ska og tung dub. Det hele er bundet sammen af Rodigan, der med en mikrofon på gammeldags DJ vis speedsnakker om de plader, han spiller, og energisk brøler ”Fire!” eller ”Lighter! Lighter!!”. Alle, der har muligheden for at opleve David Rodigan og ikke gør det, har fortjent, at der kommer Gnags ud af højttalerne hver gang, de sætter en hvilken som helst cd i afspilleren. Så er det sagt.

Enhver musikglad københavner med respekt for sig selv bør tjekke ud, hvad der sker på Inkonst og andre spillesteder i Malmø, for der venter store oplevelser, og det er nemt at komme dertil. Som en svensker sagde, da han fik langet en joint i hånden af en af de danskere, der havde taget turen til Inkonst: ”Ja, det er for fan trevligt, at vi har fåt den bron.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA