Anne Linnet & Marquis de Sade
Over Mig Under Mig

Anne Linnet & Marquis de Sade: Over Mig Under Mig

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 03.11.2002
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er et henslumrende dyr, som Anne Linnet forsøger at vække til live på Over Mig Under Mig. Albummet er nemlig en gendannelse af hendes gamle orkester Marquis de Sade og tilmed en slags opfølger til orkestrets skelsættende debutalbum fra 1983, hvor Anne Linnet hengav sig til sadomasochisten musikalsk og personligt. Albummet vakte dengang stor furore, og Marquis de Sade står i dag som et af dansk rocks tidstypiske milepæle, og her fortjener den at blive stående.
Men på Over Mig Under Mig pumper Anne Linnet dyret op med viagra, og der bliver kun tale om en kunstig rejsning. Der er uendeligt langt til debutens foruroligende toner, der på Over Mig Under Mig ender i indforstået knækprosa. Lyden er den kuldslåede tone fra starten af 80’erne, og orkestret har uforståeligt nok fastholdt den i dag lidt sjove synthesizerlyd. Teksterne handler ikke så direkte om at binde og elske mig, men mere om livets følelsesmæssige smerte, men det holder ikke Anne Linnet fra at stå fast på den underliggende erotiske tone, der skal signalere en pågående og farlig sensualitet. Men Over Mig Under Mig er lidt som at dyrke sex i en kummefryser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA