x
Supergrass: Lille Vega

Supergrass, Lille Vega

Supergrass: Lille Vega

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Standhaftige fnullermænd

Selvom verden som bekendt er uretfærdig, er den ikke mere uretfærdig, end at et talstærkt publikum var mødt op til mandagens Supergrasskoncert i Lille Vega. I forhold til de to andre ex-britpopnavne på efterårets imponerende koncertkalender - Suede og The Manic Street Preachers - har Supergrass siden debutalbummet I Should Coco i ‘95 levet en rutsjebane-banetilværelse, hvor det hype-mæssigt er gået op og ned - mest ned.

Det forrige, selvtitlede album Supergrass (‘99) indeholdt ganske vist den hidsige Rolling Stones-pastiche Pumping On The Stereo, der blev solgt med en herlig Muppetshow-musikvideo. Bortset fra det, var albummet en skuffelse i forhold til I Should Coco (‘95) og In It For The Money (‘97). Derfor var gruppens fjerde album, Life On Other Planets, som udkom her tidligere i 2002, på mange måder en positiv overraskelse. Hvad det mangler i energi, har det til fulde i humor og melodisk tæft. Som uovertrufne genbrugere af rocktraditionen blev Supergrass sammelignet med ultrahypede The Strokes. Det ene band låner fra The Who, Small Faces og Buzzcocks - det andet fra Velvet Underground, Television og Blondie. Men alligevel en brugbar sammenligning - og en sammenligning, der på mange måder falder ud til Supergrass’ fordel.

Ironisk - og sikkert ganske bevidst - er det sidste nummer på båndet med baggrundsmusik inden Supergrass indtager scenen i Lille Vega med netop The Strokes. De tre små grimme, forvoksede drenge i Supergrass kaster sig - som gælder det livet - ud i atten numre, hvorfra er halvdelen fra det aktuelle album Life On Other Planets. Som fnullermænd med ukueligt overlevelsesinstinkt bevæger de sig fra Who-kopier som Grace og Seen The Light til flabet, ligefrem amokrock som Rush Hour Soul og Never Done Nothing Like That Before. Et af højdepunkterne er La Song fra Life On Others Planets (‘02), men ellers er det de mere velkendte numre fra Supergrass (‘99), som tænder publikum mest. Gaz Combes synger klart igennem og leverer samtidig tætskårne riff på guitaren, mens Mickey Quinn pumper løs på bassen og til tider overtager vokalroret. Trommerslager Danny Goffey smider trøjen og truer undervejs med at vælte trommesættet. Han undlader - det trods alt Supergrass’ første koncert på en Europa-turne.

Efter begejstrede klapsalver og taktfast stampen bærer guitaristen Gaz Coombes den lettere sanseløse trommerslager Danny Goffey ind på scenen til ekstranumre. Og som tre ustoppelige, lyserøde Duracell-kaniner fortsætter Supergrass med det ligefremme og alligevel melodisk ambitiøse Moving. Det bliver også til et cover, Neil Young-nummeret Loner, der fremføres temmeligt tro mod originalen. Tilbage er kun at ønske, at Supergrass aldrig må løbe tør for rock’n’roll-batterier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA