x
Mira Calix: Skimskitta

Mira Calix
Skimskitta

Mira Calix: Skimskitta

GAFFA

Album / Warp
Udgivelse D. 24.03.2003
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Mira Calix hedder i virkeligheden Chantal Passamonte og er fra Sydafrika. Hun er en slags elektronisk singer/songwriter, og hendes nye plade Skimskitta er en lidt sær udgivelse. Først og fremmest fordi Passamonte selv mener at have lavet et soulalbum. Det kan være svært at høre, for den timelange disk er nemlig fyldt med melankolsk electronica præget af alsidige beats, dystre ambiente toner, lidt piano og lavmælt vokal. En anden spektakulær ting er, hvorledes de 21 numre er blevet til. Det viser sig nemlig, at de fleste rytmer på pladen er lavet med sten eller træstykker, Passamonte har samlet rundt om i verden – og hun påstår også at have brugt sin elektriske guitar flittigt under indspilningerne. Det er dog ikke nemt at fastslå rigtigheden af disse udsagn. Lydene har nemlig alle undergået en heftig bearbejdning, før de har fundet vej til pladen - og numrene rammer et nærmest sci-fi-agtigt toneleje. Skimskitta er ikke noget ordinært album – men en abstrakt lydflade, der kræver, at man sætter sig ned og lytter. Først da er det for alvor muligt at udforske den detaljerige musik og blive opslugt af dens intensitet og unikke stemning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA