x
Bryan Ferry: Train, Århus

Bryan Ferry, Train, Århus

Bryan Ferry: Train, Århus

Anmeldt af Martin Andersen | GAFFA

En aldrende crooner kom forbi

Et studie i stil fra en veteran, der ved, hvad der skal til

Billede: Mick Anderson

Publikums forventninger var spændt til bristepunktet i et på forhånd udsolgt Train (hans eneste koncert i Danmark i denne omgang), før den britiske elegantier og forsanger i Roxy Music præcis kl. 8 gik på scenen til tordnende bifald.

Det mørke italienske jakkesæt og de kulsorte lokker sad med tilpas, henkastet nonchalance, som de skulle, og intet burde kunne gå galt på denne aften i selskab med en levende legende. Det gjorde det heller ikke. Publikum fik, hvad de var kommet efter. Indledningsvis, et par ballader - med mesteren solo, ved pianoet - og herefter det fulde udtræk med den store Roxy-lyd. Ferry løsnede slipset allerede efter en 3-4 numre, og veteran-guitaristen Chris Spedding sørgede for at holde gryden i kog på bedste vis. To velsyngende pin-ups, strategisk placeret i hver sin side af scenen, gjorde billedet komplet.

Klassikere som "Slave To Love", "Love Is The Drug" og "Jealous Guy" blev sendt ud over scenekanten med afmålt, men effektiv indlevelse lige til stregen. Først med aftenens næstsidste nummer, bluesrockeren "Let’s Stick Together", kom der for alvor damp under kedlerne, og med et nik langt tilbage til Sam The Sham & The Pharaoes’ garagehit fra slutningen af 60erne - "Woolly Bully" - var koncerten slut!

Ups! Hvad fik vi med os? En god koncert - ja. Fra en kunstner, der afgjort kan sit kram. Der var romantik og rocklir i luften. Men deroppe, i selskab med diskokuglerne, blev magien desværre også hængende. Det lykkedes kun glimtvis Ferry at komme ned i de dybder, han med sin attitude postulerer at kende så indgående til. Showet forblev, sin professionalisme til trods, på overfladen. Og det var en skam.

Sætliste:
01 The Only Face
02 Don't Think Twice, It's Alright
03 My One And Only Love
04 Thrill Of It All
05 Cruel
06 Ja Nun Hons Pris / Fool For Love
07 Tokyo Joe
08 Dance Away
09 My Only Love
10 Tara
11 Limbo
12 Boys And Girls
13 Slave To Love
14 Jealous Guy
15 Love Is The Drug
16 Do The Strand

Ekstranumre:
17 Let's Stick Together
18 Woolly Bully


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA