Nyhed

Bryan Ferry vender tilbage til Danmark

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det vil være Bryan Ferrys eneste danske koncert i 2019

Det velklædte verdensnavn vil være i topform, når han torsdag den 20. juni indtager Byparken i Vejle med sin bløde stemme og imponerende bagkatalog, der knap strækker sig over 50 år. Den jyske park har tidligere haft besøg af verdensikoner som Elton John og Cliff Richard. 

– Lækkerhedsbarometeret vil være i top, når Bryan Ferry går på scenen til sommer i den unikke og hyggelige bypark i Vejle, fortæller Toni Lee Larsen, direktør for Vejle Musikteater: – Den 20. juni 2019 vil Bryan Ferry uden tvivl forkæle publikum med alle sine ikoniske hits, og sikkert iklædt det velkendte sorte og stilfulde jakkesæt.

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Rock and Roll Hall of Fame 2019

Den verdenskendte crooner begyndte sin musikalske stjernefart med den engelske glamrockgruppe Roxy Music tilbage i 1970. Han udgav sit første soloalbum, These Foolish Things, i 1973, og solokarrieren tog for alvor fart, da Roxy Music i 1983 gik hver til sit.

73-årige Bryan Ferry er en hyppig gæst i Danmark og gav sidste år en firstjernet optræden på Heartland Festival, hvor GAFFAs anmelder blandt andet skrev, at "Bryan Ferry må siges at leve op til sin legendestatus uden at overrumple".

Billetsalget startede i dag, den 28. november, klokken 10.00 via Vejle Musikteaters hjemmeside.

Varm op til sommerkoncerten med Bryan Ferrys megahit "Slave to Love" fra 1985:

ANNONCE