x
Ashanti: Chapter II

Ashanti
Chapter II

Ashanti: Chapter II

GAFFA

Album / Mercury
Udgivelse D. 30.06.2003
Anmeldt af
Sohail Hassan

Murder Inc.’s prinsesse er hun blevet døbt efter den fænomenale succes med sit debutalbum sidste år. Den nye skive er ikke så god som den hitspækkede debut. Ashanti har flyttet sig fra hiphop-R&B’en til ren blød R&B, hvilket hendes smukke vokal sagtens kan bære, men med et langt mindre hit-potentiale som resultat. Indtil vi får de remixede versioner med rap på. Det var jo samarbejdet med Ja Rule og Fat Joe, der bragte hende på banen. Det er et stille og roligt lyttealbum, som bliver bedre, jo mere man lytter til det. Der er en del overflødige intro/outro’er og små skits, men resten af albummet er faktisk ganske lækkert. Bl.a. er hendes version af den gamle Fatback-klassiker I Found Lovin’ ganske vellykket. Teksterne er dog ikke specielt meningsfulde og indeholder temmelig mange gentagelser af omkvædet. Så når hit-skallen fjernes, kan det diskuteres, hvor meget indhold der er. Rent image-mæssigt har hun bevæget sig stærkt i retning af Janet Jackson (man skulle næsten tro, det var en ung Janet, man ser i videoen til Rock Wit U (Aww Baby)), hvalpefedtet er trænet væk, og håret har fået nogle lyse Beyoncé-striber. Alt i alt lever Ashantis andet udspil ikke op til forventningerne, men man må rose hende for, om ikke andet, så rent musikalsk at holde fast ved sin egen stil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA