x
Malk De Koijn: Grøn Koncert, Odense

Malk De Koijn, Grøn Koncert, Odense

Malk De Koijn: Grøn Koncert, Odense

Anmeldt af Peter Elsnab | GAFFA

Utaknemmeligt job veludført

Malk De Koijn er på en utaknemmelig opgave som åbningsband til sommerens grønne koncerter. På en sølle halv time skal de tre ”københavnere” forsøge at blæse fest i publikum, men det imponerenede er, at det rent faktisk lykkedes for Tue Track, Geolo G og Blæs Boogie i samarbejde med et DAT-bånd på Dyrskuepladsen i Odense i konkurrence med bungyjumpere og marketingfolk i Nokia-teltet.

Et kompakt sæt med nogle af de skøreste ordlege som den om Lone, der har en kæmpestor røv, efterfulgt af ”Lortesangen” gjorde det umuligt at stå stille, endsige tænke en pæn tanke eller undgå at trække på smilebåndet, som de små tusinde publikummer, der havde indfundet sig fra start, da heller ikke kunne.
Det hele sluttede derfor i en mindre fest med ”Vi Tager Fuglen på Dig” og ”Musclebundt” fra det fremragende ”Sneglzilla”-album. Der blev ikke varmet løg, jaget eller sunget ”ååå mæoi mæoi”, men med de tre fyre fra Langestrand på scenen skal der ikke så meget til, før det er en vellykket koncert.

Godt humør, supersjove tekster, sær dans og et enkelt cut fra Tue Track bag skiveskærerne var nok til at kickstarte festen i samarbejde med konferencierne Banjo’s Likørskole – eller Tanjas Frisørskole – før der blev serveret ”tarmdart” i den anden ende af Dyrskuepladsen med Junior Senior. Godkendt god stil, selvom koncerten isoleret set nok ikke var til de fire stjerner, men omstændighederne taget i betragtning, alligevel jo!

Sætliste:
Malk De Koijn Går På Gymnasium
Fågt Op I Skalle
Radioen Ska' Kneppas
Lone Har En Kæmpestor Røv
Lortesangen
Fyldt I Folk
Vi Tager Fuglen På Dig
Musclebundt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA