x
Roachford: Amager Bio

Roachford, Amager Bio

Roachford: Amager Bio

Anmeldt af Anne Winther | GAFFA

På en Midtfyns Festival for snart ti år siden var jeg til koncert med Roachford. Jeg kendte kun et eller to numre, så det var en af den slags koncerter, hvor man bare lige skal op og tjekke det ud, inden man rykker videre til en anden og længe ventet koncert. Men som det ofte sker, så endte Roachford med at blive den bedste koncertoplevelse på festivalen. Langsomt, men sikkert, fik han og bandet kørt publikum op i en hujende og dansende ekstase så alle, inklusiv ham selv, bogstaveligt talt dampede i den ellers lune sommeraften under teltdugen! Sådan var det ikke denne aften i Amager Bio.

Roachford er en formidabel sanger og en rigtig god sangskriver, men det virkede som om, han havde sat sig fast på en agenda, hvor overskriften for alt i verden skulle holdes på dæmpet. Det var ikke helt i tråd med publikum, som virkede klar på at sende teltdugen på himmelfart.

Koncerten var i den grad opdelt mellem den faktiske koncert og ekstranumrene – og den virkelige koncert begyndte først med ekstranumrene, som der til gengæld var lige så mange af som reelle numre.

Koncerten begyndte med en del nye numre, som bedst kan beskrives som en blanding af sovekammermusik og hyggeorgel. Stilen er skiftet fra soul godt blandt med rock og pop, til dæmpet soul iblandet jazz og funk. Roachford og band var veloplagte under numre som "Ordinary Life", "Was It Love" og "Love Games".

På kraftig opfordring fra publikum kom så "Get Ready", Roachfords gennembrudshit helt tilbage fra 1991, der var et godt eksempel på to ting: Et, publikum var klar på at feste, og nummeret fik også den power, det skulle have, men lynhurtigt blev tempoet tvunget ned i kadence igen. "This Generation" og mange af numrene fra publikums tydelige favoritalbum "Permanent Shade Of Blue" kræver et større band end den skrabede udgave på tre medlemmer, som Roachford var mødt op med denne aften i Amager Bio. Det var synd, fordi der er tale om dygtige musikere.

To covernumre blev der også lagt ind. Først Stevie Wonders "I Don't Know Why", som blev leveret i en dejlig fortolkning. Næste covernummer var John Lennons i den grad klassiske "Imagine" i en souludgave. Ked af at sige det, men der er nogle numre, som man skal være rigtig varsom med at pille ved. Derfor skal man virkelig – og med respekt – kunne tilføre noget nyt. Dette var desværre en version, man sagtens kunne være foruden, og det virker næsten for nemt, på den forudsigelige måde, at vælge "Imagine".

Aftenens højdepunkt var den lange parade af ekstranumre hovedsageligt med Roachford alene ved keyboardet. For det første var han rigtig god til at tage imod ønsker fra publikum, og for det andet kom koncerten op i tempo.
"Lay Your Love on Me", "Life Goes On", "The Way I Feel" og "Only To Be With You" beviste, at Roachford har en fantastisk stemme og skriver vidunderlig sange, at bandet var for skrabet, at publikum var klar på at rocke igennem, men også at de kæmpede op ad bakke mod hans – åbenbart – nye fase, hvor en dæmpet funk/jazz stemning er, hvad der skal til.

Roachford selv var til gengæld svært tilfreds med publikums entusiastiske korsang og den afslappede kommunikation, der konstant var mellem gulvet og scenen.

Den oprindelige sætliste, som til aftenens koncert blev kraftigt udvidet:

"Ordinary Life" (intro)
"Was It Love"
"Love Games"
"Take You High"
"The Pressure"
"I Don't Know Why"
"From Now On"
"Ghetto Of The World"
"Imagine"
"Naked"
"This Generation"
---------------------
"Old Tones Medley"
"The Way I Feel"
"Heaven Is"
"Ordinary Life" (outro)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA