x
Josh Ritter: Lille Vega, København

Josh Ritter, Lille Vega, København

Josh Ritter: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Elsnab | GAFFA

Én abe ødelægger ikke showet

Lad os lige for en stund starte det helt forkerte sted. Ideal Bar i Vega. Hernede er der fest, grin, sang og på et tidspunkt endda kø for at komme ind. Anledningen er – udover at det er fredag – at der er udsendt en plade. William Hung har allerede solgt mere end 100.000 eksemplarer af ”Inspiration” i USA, og nu kommer turen også til Danmark.

William Hung slap end ikke igennem nåleøjet til American Idols i USA, og han kan ikke synge. Han er mongol og kan helt objektivt og målbart ikke synge, selvom han gerne vil. Derfor er det pludselig blevet skægt at opstille et karaokeanlæg og lade folk selv vise, at de heller ikke kan synge.

Amerikanerne har åbenbart brug for at grine af et eller andet p.t., så med den helt rette timing har en skarp pladeselskabsmand fået udsendt dette album med grinagtige coverversioner af bl.a. Ricky Martin, Eagles og R. Kelly.

Men inden det endnu bliver alt for kvalmende, kan man heldigvis smutte ovenpå til Lille Vega.
”One monkey don’t stop the show”, synger fyren på scenen. En lille, charmerende og smilende fyr i blå, nålestribet habit med hvid skjorte og rødt slips bag en westernguitar. En klassisk singer/songwriter bakket op af en trio med bas, trommer og keyboards.

Josh Ritter får uden at vide, hvor velvalgt det er, sneget denne Gillian Welch-cover ind i sit sæt. Han får også elegant listet Neil Young-strofen ”Hey hey my my/Rock’n’roll will never die” ind i en ballade. Han kan også til tider lyde som både Bob Dylan, Lennart Cohen, Jackson Browne, Nick Drake, Steve Earle, Bruce Springsteen osv., men dette er milevidt fra karaokebaren.

Den 27-årige Idaho-troubadour mestrer nemlig de traditionelle sangskrivningsdyder fra såvel støvet americana som elektrisk folk, romantisk country og storladen vestkystrock. Der er romantikken, der er længslerne, der er rejsefortællingerne, og der er de politiske hints. Der er mol, og der er dur, men frem for alt er der både en stor stemme og glimrende melodier.

Og af det fremmødte publikum på ca. 150 mennesker, kan man konstatere, at den traditionelle ”storytelling man with a guitar” ikke har mistet sin tiltrækningskraft på yngre pigebørn. Når han under de tykke, pjuskede krøller med lukkede øjne og et genert smil på læben hvisker sig igennem de ømme strofer i for eksempel den smukt molstemte ”Wings” kommer de moderlige følelser naturligt op for at redde denne kønne, unge countryboy. Der følger jubellatter, da han dedikerer ”You Don’t Make It Easy Babe” til George Bush, og han besidder samtidig evnen til at kommunikere med publikum.

Josh Ritters andet album, ”Hello Starling” fra i fjor, er netop udgivet i Danmark efter at han med succes varmede op for irske Damien Rice i februar. Uden backinggruppe. Og selvfølgelig er det imponerende, når han stiller sig op alene og synger salen op uden forstærkning af hverken stemme eller guitar, men den største musikalske attraktion kommer alligevel fra Sam Kassirers eminente, stemningsfulde og flagrende keyboardspil over en meget solid bund.

Det er svært ikke at høre kvaliteter i alle sangene i den halvanden time lange koncert, der også giver musikken lov til at fortælle uden ord. Modsat fænomenet William Hung. Men lad ikke én mand ødelægge showet. Der er stadig masser af god musik derude.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA