x
Baby Woodrose: Roskilde Festival, Orange Scene

Baby Woodrose, Roskilde Festival, Orange Scene

Baby Woodrose: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Værdig Orange-lukning

Baby Woodrose leverede gedigen, om end let monoton garagerock med fine, dog ikke særligt overraskende surprise-gæster

Det er efterhånden en gammel nyhed, at det er gået stærkt for Baby Woodrose. For to år siden var garagerocktrioen et undergrundsfænomen, der fik lov at spille på Roskilde Festivals ydmyge campingscene, men så blev garagerocken trendy med The ...s-grupperne (The Strokes, The Raveonettes, fortsæt selv), og vupti: Året efter fik de lov til at åbne den største scene, Orange. Og nu, året efter, en om muligt endnu større ære: nemlig at lukke selvsamme scene. Og det gjorde de så under den ironiske overskrift "An evening with...", der ellers ofte bruges af mere familievenlige popnavne, og med gæste-overraskelser.

Overrakelserne var dog ikke større, end at Baby Woodroses pladeselskab Bad Afro havde afsløret dem i et nyhedsbrev i dagene op til festivalen, og nogle af dem var heller ikke særlig opsigtsvækkende, hvis man har fulgt lidt med i trioens musikalske gøren og laden. Baby Woodrose åbnede dog alene sættet med en håndfuld numre fra deres andet og seneste album, "Money For Soul" fra sidste år. Absolut gedigent. Herpå kom de første gæster ind, The Raveonettes-guitarist Manoj Ramdas og Thau-trommeslager og en af bagmændene bag samme bands pladeselskab Crunchy Frog, Jesper Reginal på slagtøj. Habile præstationer, der dog ikke føjede meget til lydbilledet eller stilen.

Herefter præsenterede Baby Woodrose-frontmand Lorenzo Woodrose så "den hårdeste hund i dansk rock": Peter Belli, til at give saftig, hæs vokal på de to covernumre "Det Du Ka’ Li’" og "Nok Af Dig", som de ellers umiddelbart umage parter for nylig udsendte på vinylsingle og som salgbar musikfil på Payload, med stor succes. Det fik humøret op at ringe på den ellers overraskende mennesketomme festivalplads, hvor regnens hærgen i mange døgn havde fået mange gæster til at pakke teltet sammen i utide. Belli så ud til at befinde sig i sit es på Orange Scene, og han finder forhåbentlig vej til Roskilde igen inden længe, i denne eller hin musikalske konstellation.

Endnu en gæst kom ind, Martin Budde fra Århus-garagerockerne The Defectors for at lægge orgel på et par numre, inden Baby Woodrose gik i gang med et par sange fra deres kommende album,som er på gaden i september. Materialet lyder lovende, om end ikke meget forskelligt fra den velkendte Woodrose-stil, og i det hele tiden undgik de utrættelige guitarrockere ikke en vis monotoni i deres ellers energiske udladninger.

Så blev det tid til sidste gæst, som Lorenzo Woodrose præsenterede med særlig ærbødighed i stemmen: Scott Morgan. "Hvem er det?" sprugte mange sikkert sig selv nede i smatten, for amerikanske Morgan er sådan en sanger, som er meget anerkendt i musikerkredse, men ikke meget blandt menige musikfans. Morgan sang garagerock i 60’ernes Detroit til inspiration for bl.a. legendariske MC5, har siden lavet lidt af hvert og er for tiden aktuel i soulgruppen The Solution, der netop havde spillet på Odeon-scenen. Så han var i huset og gav fuldfed stemme på bl.a. en fin fortolkning af det gamle Stooges-nummer "1969", som de rigtige Stooges med Iggy Pop i front i øvrigt havde givet fra selvsamme scene kun et døgn tidligere.

Og så sluttede Baby Woodrose af med deres efter eget udsagn mest spillede sang "Everything’s Gonna Be Alright" i en særdeles kradsbørstig og støjende udgave, og dermed satte de et værdigt punktum for musikken på festivalens vartegn, selv om de undervejs i sættet gik lidt i garage-selvsving. Man er tilbøjelig til at give dem ret, selv om jorden var ved at skælve under ens fødder, og det ikke kun var musikkens skyld...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA