Vildnis: med Michael Hamilton, VoxHall, Århus

Vildnis, med Michael Hamilton, VoxHall, Århus

Vildnis: med Michael Hamilton, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billede: Martin Dam Kristensen

Den dansksprogede bølge plasker fortsat rundt over den danske musikscene, og en af de mange modermål-mælende grupper, der er kommet frem i løbet af de sidste par år, er københavnske Vildnis, som i august udsendte deres andet album "København By Night" og nu har taget hul på deres efterårsturné. Andet stop på turen var VoxHall i Århus.

Habil Hamilton
Inden hovednavnet skulle vi dog lige varmes op ved den lokale sanger og sangskriver Michael Hamilton, der gennem de senere år har fået sig et helt kultpublikum med sine underfundige, ligeledes dansksprogede sange, som han har fremført på ganske mange caféer og mindre såvel som større spillesteder rundt om i landet. Hamilton indtog scenen iført gummistøvler og tog senere en narrehat på, og det passede ganske godt til hans enkle, men iørefaldende og ganske fine, hyppigt humoristiske og naivistiske sange, der ofte handler om at være lidt af en nar. Men det er jo også tit hofnarren, der siger sandhederne, om det så er om religiøs fanatisme, anoreksiens vanvid eller om ulemperne ved være "en lille lort fra Skive", der ikke vil overholde janteloven. Tilmed er Hamilton en udmærket guitarist og ikke mindst sanger med en flot falset, og han kan også finde ud af at aktivere publikum med både fællessang, klap, knipsen, antænding af stjernekastere og udfyldelse af spørgeskemaer (!), ligesom han havde fine gæstevokalister og en tværfløjtenist til at falde ind på passende steder. Publikum var særdeles tilfredse, også selvom en del af dem tydeligvis var Hamilton-fans i forvejen. Men der kom sikkert også nogle nye til. Måtte der komme flere endnu. (****)

Vildnis i fuldt flor
Så var det tid til Vildnis. Kvartetten har fået en del roser for deres naivistiske og charmerende sange om kærlighedens vildveje og tilværelsens små og store spørgsmål i al almindelighed, og deres musikalske blanding af viser, pop, jazzede passager, bossanova, country og meget mere. En slags dansk pendant til svenske Bo Kaspers Orkester.

Vildnis lagde ud i fuldt firspring med den små-lalleglade sang "Hip Hurra" og fik hurtigt sat gang i det desværre forholdsvis fåtallige og aldersmæssigt ganske blandede publikum, der til gengæld fik god plads på dansegulvet. Ja, en del kastede sig ligefrem ud i pardans, og mange blev ved, også i de mange mere afdæmpede passager. Det var også svært at stå stille, så inciterende og velspillende, Vildnis var. De fire medlemmer er fortrinlige musikere, og allerede efter et par sange begyndte de at bytte instrumenter, mens de to frontfigurer Morten Nørby og Niels Dahl skiftedes til at synge leadvokal i de enkelte numre og også begav sig ud i mange fine korpassager. Enkelte problemer var der dog. Keyboardet trængte ikke rigtigt igennem i den første håndfuld numre, og Niels Dahl havde tilsyneladende nogle problemer med sit medhør, hvilket medførte visse usikre vokaler. Det blev dog forholdsvis hurtigt udbedret, og omvendt var Gustaf Ljunggren hele vejen fortrinlig på lap-steel-guitar og lejlighedsvis altsaxofon.

Efter tre kvarter var der pause. Lidt upassende, nu der allerede havde været én pause efter opvarmningen, men der var måske stadig tekniske problemer? Noget af et antiklimaks, men der kom dog hurtigt gang i festen igen, og sådan fortsatte den. Et højdepunkt fik vi i en endnu ikke udgivet sang om at være misundelig på Lars H.U.G., et nummer, der gjorde smilet (endnu) bredere hos publikum. Inden vi som sidste ekstranummer fik den stærkt underholdende bagatel "Eric Greep" med linjer som "jeg sidder her og drikker kaf' / der går en gul giraf" og "jeg sidder her og ryger weed / med Eric Greep". Det er svært ikke at holde af Vildnis. Men hvorfor skulle man heller ikke gøre det? (****)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA