x
Sisters Of Mercy: Store Vega, København

Sisters Of Mercy, Store Vega, København

Sisters Of Mercy: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Grønlund | GAFFA

Helt oppe ved scenekanten stod de mest dedikerede goth-typer, i alt hvad der nu defineres som dekadent nok til at være rigtig goth – derfra fadede tøj- og sminkenuancerne så ellers fra kulsort til sort og gråt, jo længere ind på gulvet man kom. Sideløbende med at stilen ændrede sig, blev der også mere og mere plads, for selvom The Sisters of Mercy nærmest har kultstatus i visse kredse og ikke har spillet i Danmark siden Roskilde Festivalen 1998, så kunne de ikke fylde Store Vega denne onsdag aften.

Men bevares, selvom om sidste billet ikke blev solgt, så var der da stadig mange mennesker til stede, og set-uppet for aftenen var aldeles på plads; et oplagt og sooper cool band (ja sådan må det staves, for de var mere end almindeligt cool), med Andrew Eldritch i front, Chris Catalyst, med hanekam og spejlsolbriller, på guitar på den ene side af scenen, Ben Christo, også på guitar, på den anden og den legendariske trommemaskine Doktor Avalance i baggrunden, gjorde deres for at det skulle blive en performance, der kunne leve op til storhedstiden i 1980'erne.

En heftig version af "Crash & Burn", indledt af Avalance, skød koncerten i gang. Andrew Eldritch, iført en sort Sankt Pauli-T-shirt og spejlbriller, dukkede op af røgmasserne som The Intellectual Love-God og greb mikrofonen – og allerede her kom der en flig i set-uppet; Eldritch' vokal var meget lav.

Der blev spillet mange sange fra "Vision Thing" fra 1990, som i manges ører er det nye, og ikke mange fra "Floodland" og slet ingen fra debutalbummet "First and Last and Always", på grund af en uenighed med et gammelt pladeselskab om rettigheder og brudte løfter. Men nok om det, for det var ikke så meget udvalget af sange, der var problemet, det var lyden. Vokalen blev ved med at være forstyrrende lav.

Om røgmaskinemanden mente at kunne kompensere for dette ved aldrig at slippe kontakten, ved jeg ikke, men, udover at det til tider gav nogle utroligt flotte scenebilleder, der underbyggede det cool image, så forsvandt bandet til andre tider helt i røgen. Jeg er ikke sart, men der var så meget røg, at når man stod i baren, i lokalet ved siden af, så var det svært at se, hvem man købte øl af.

Bandets fremtoning kan der ikke pilles ved, og højdepunkter var der – når det hele fungerede, så fungerede det absolut godt. "Dominion" og "This Corrosion" var i mine øjne aftenens peaks; rockmusik, lys og attitude gik op i en højere enhed. "Temple of Love", det sidste ekstranummer, nåede også op i topkategorien, men som helhed blev koncerten aldrig så intens en oplevelse, som jeg havde forventet (av! den sidste linje gjorde ondt at skrive!).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA