x
Bjørn Berge: I'm The Antipop

Bjørn Berge
I'm The Antipop

Bjørn Berge: I'm The Antipop

GAFFA

Album / Broiler Farm
Udgivelse D. 28.02.2007
Anmeldt af
Erik Barkman

Efter fem album på lige så mange år begynder Bjørn Berges output at ligne definitionen af “for meget af det gode”. Især når album nummer fem – I’m the Antipop – er noget så uspændende som en samling coverversioner. Den norske eners udgaver af f.eks. Red Hot Chili Peppers Suck My Kiss og Black Sabbaths N.I.B. er sikre kort live, hvor det er mere end almindeligt kuriøst at høre hårdtpumpede rocksange fremført af ét styk bluesmand med growlende vokal, rytmiske støvletramp og hurtige fingre. I albumform vækker coverne knap samme begejstring. Efter første gennemlytning går overraskelsesmomentet fløjten, og så hæfter man sig ved andre ting: Berges firkantede rytmeforståelse – Suck My Kiss lider under et kriminelt underskud af funk – og hans begrænsede vokale spændvidde. Berge har slet og ret svært ved at yde sine ”ofre” egentlig retfærdighed på I’m The Antipop, hvor kun de finurlige instrumentale mellemspil Ruphus og Hmm for alvor charmerer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA