x
Explosions In The Sky: All Of A Sudden I Miss Everyone

Explosions In The Sky
All Of A Sudden I Miss Everyone

Explosions In The Sky: All Of A Sudden I Miss Everyone

GAFFA

Album / Bella Union
Udgivelse D. 25.04.2007
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

Det ville være lyv at påstå, at instrumental postrock står øverst på gennemsnitsforbrugerens indkøbsliste. Men de bedste navne på scenen besidder rent faktisk en hypnotisk power, som ører uden for inderkredsen også kunne finde glæde ved. Og et fornemt sted at begynde er All Of A Sudden I Miss Everyone. Her afsøger Explosions In The Sky som tidligere modsætningen mellem støj og stilhed, men gør det denne gang på en mere subtil facon. Resultatet er seks kompositioner, som rummer en søgende, symfonisk og krystallinsk skønhed, der ikke åbenbarer sig øjeblikkeligt, men træder frem, som afspilningerne bliver flere. Jo, jo, man kan da genfinde kvartettens greb hos Mogwai, Sigur Rós og Godspeed! You Black Emperor, men texanernes hang til poesi og drama er nu engang så suverænt formidlet, at sammenligninger kommer til at minde om kedsommelige skolemesterier. Ikke mindst guitararbejdets vekslen mellem sølvtrådstynde tematikker og sonisk susende kaskader er dybt betagende, og albummet som helhed tegner allerede nu til at blive et af årets allerbedste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA