x
Apartment: Præ-Spot 2007, VoxHall, Århus

Apartment, Præ-Spot 2007, VoxHall, Århus

Apartment: Præ-Spot 2007, VoxHall, Århus

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Aftenens andet band på VoxHall udsendte debutalbummet ”The Dreamer Evasive” i marts og følger tydeligvis indie-skabelonen noget strammere end aftenens to øvrige bands (Dead Kids og Metronomy).

Musikalsk fungerer London-kvartetten bedst, når de holder sig til de skarpe sange med kantede riff, der kan minde om et kryds mellem Maxïmo Park og Interpol. Desværre ligger der åbenbart en singer-songwriter gemt i frontmand David Caggiari et eller andet sted, hvilket betyder, at flere af sangene var berøvet enhver form for kant og i stedet lød som en slap omgang Razorlight.

Samtidig virkede det i høj grad, som om bandet egentlig bare er et backingband for Caggiari, hvis dybe stemme fik lov til at ramme et helt andet gear på en underlig coverversion af det gamle Patsy Cline-hit ”Crazy”. Her gav frontmanden den som Jeff Buckley på en lang og langsom intro, der blev afløst af en noget mere larmende gennemgang af sangen, som bandet burde have holdt sig fra.

Man kunne ellers på basis af bandets indspillede materiale have tilladt sig at have forventninger til koncerten. Sange som singlerne ”10.000 Times” og ”Patience Is Proving” er skarpe sange med solide omkvæd, og Caggiari har en monoton stemme, der dog passer perfekt til denne type musik.

I den engelske presse er bandet blevet beskrevet som ”Interpol med Morrissey som sanger”, hvilket til dels giver mening. Men når man på sangen ”Pressures” hører Caggiari synge om og om igen ”Pressures, pressures – They do cocaine”, må man formode, at tekstskrivningen ikke er udgangspunktet for den lidt for flatterende sammenligning.

Til trods for, at der var tyndet mærkbart ud i publikum i løbet af showet, endte koncerten med en ”jeg synger noget – I synger noget”-forestilling, der sammen med inkluderingen af et covernummer i et ret kort sæt indikerer, at bandet simpelthen ikke har spillet nok koncerter sammen. Nuancerne på pladen forsvandt, og skarpheden og subtiliteten manglede i en noget rodet forestilling, hvilket specielt er ærgerligt, da det indspillede materiale viser, at bandet helt sikkert har potentiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA