x
Genesis: Messecenter Herning

Genesis, Messecenter Herning

Genesis: Messecenter Herning

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Egentlig var det tanken, at Peter Gabriel skulle have været med i den gendannelse af Genesis, som i går ramte Herning som andet stop på den europæiske tur – og med vægten lagt på gruppens store 1974-hovedværk, The Lamb Lies Down On Broadway.

Nu er det – på grund af Gabriels ubeslutsomhed/de andres utålmodighed alt efter temperament – endt med, at det er den senere multi-million-sælgende udgave af gruppen med Phil Collins i den vokale forgrund, som har begivet sig på endnu en tur i manegen.

Resultatet er en verden til forskel. Også torsdag aften i Herning. Ikke mindst fordi gruppen har valgt at tage tråden op, hvor Collins slap den i 1993, fordi han dengang ikke orkede Genesis mere. Hvilket vil sige mange hits fra gruppens stadigt mere poppede epoke under Collins, blandet op med enkelte af de store musikalske udflugter fra dengang, gruppen udgjorde prog-rockens elite.

Og lad os færdiggøre konklusionen med det samme: Genkomsten virkede aldrig helt perfekt. Og det var der flere grunde til:

Ude blandt publikum blæste, flagrede og mudrede lyden fra koncertstart, så man måtte gå på jagt efter de rigtige lydlommer – lige i nærheden af lydtårnene – med mindre man var så heldig at have VIP-billet og kunne komme helt op foran scenen og få det dybe hertz-sug i tilgift.

Den rent ud sagt imponerende hightech-scenebelysning på den futuristiske scene kom heller ikke rigtig til sin ret før i de sidste tre kvarter, fordi den danske sommersol havde valgt denne aften til en af de skarpeste nedgange i mands minde – altså kunne scenebelysningen ikke være visuel aflastning for de tre oppe på scenen, som allerede ved opløsningen i 90’erne var meget modne mænd uden mange fagter til stadion-publikummet. Og som nu er meget modne mænd – med 14 år ekstra på bagen…

Og så var der desuden skismaet med fans af den gamle skole, kontra fans af Genesis i Collins-tiden – og slet og ret folk, der bare er fans af Collins. Før i tiden lykkedes det på en eller anden måde at holde sammen på den spraglede flok, men torsdag i Herning begyndte hver især af grupperne at jokke rundt i de tomme plastøl-krus og snakke sommerferie m.m. med sidemanden, indtil koncentrationen på skift blev fanget. Det gik ikke bare ud over et par af Genesis` ellers smukke ballader: Phil Collins fik det også at mærke mod koncertens slutning, hvor han lagde op til fællesråb – og fandt ud af, at publikum først lige skulle vækkes fra deres interne skvalder.

Dybest set er det jo tegn på en gruppe, som ikke formår at fange opmærksomheden...

Men helt ringe var alt nu heller ikke: Trods vindmodstanden var starten – koncentreret omkring Collins-periodens stærke Duke-udspil – ok. Og det var egentlig utroligt at høre store dele af publikum synge med – også på de mere komplicerede sager. Selv pigerne – eller rettere: kvinderne (gennemsnitsalderen var vel 40-45 år). Mens mændene denne aften havde skiftet luftguitaren ud med lufttrommerne og i flokke stod og svingede rundt med imaginære trommestikker i mere eller mindre halsbrækkende polyrytmikker.

Aftenens første tilbageblik mod Gabriel-fortiden – det lange medley In The Cage/The Cinema Showblandet op med Duke’s Travels og Afterglow – var bevis på, at gruppen stadig kan udføre store ekspeditioner på prog-rockens store ocean. Tone for tone ikke meget forskellig fra de sidste koncerter i 1993. Men Genesis’ kvalitet har heller aldrig været improvisationen, men derimod gennemarrangerede flotte overgange, dramatiske udviklinger, romantiske passager med videre.

Og ellers var det slibrige Mama, poppede Invisible Touch og sjove I Can’t Dance, der reddede slutningen nogenlunde hjem – sammen med den 33 år smukke, gamle og umærkeligt udviklende klassiker The Carpet Crawlers, som fik lov at lukke forestillingen.

Men lige så klart er det til gengæld også, at sange som Home By The Sea– med mislykket gyserindpakning – og tomme-tønder-bulderet Domino overhovedet ikke holder vand her 14 år efter. Og at ellers smukke Follow You Follow Me skal have meget mere sjæl for at vække folk.

Der er ingen tvivl om at Genesis – og de to trofaste live-folk Daryl Stuermer (guitar) og Chester Thompson (trommer) – er glimrende musikere. Der er heller ikke tvivl om, at Phil Collins er en født performer og handler sit publikum godt og humoristisk – og at han med tiden nok skal lære intro'erne igen (det kiksede to gange i går – bl.a. i 34 år gamle ”I Know What I Like”).

Men der er heller ikke tvivl om, at Genesis er hørt mindst lige så godt på ALLE punkter tidligere, og at gruppen i Herning aldrig formåede at vise, om den nødvendige nerve til for alvor at vende tilbage, er til stede – eller om det hele blot er lidt engangs-krymmel til bankbogen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA