x
Fleet Foxes: Øyafestivalen, Oslo

Fleet Foxes, Øyafestivalen, Oslo

Fleet Foxes: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Fleet Foxes er pt. et af de mest hypede bands, og derfor var der selvsagt et menneskemylder foran Sjøsiden på Øyafestivalen, som slår sig selv op på at levere musik til musiknørder og ikke til det brede Grøn Koncert-publikum eksempelvis. Deres debutalbum Fleet Foxes, der i øvrigt er udgivet på Seattle-selskabet Sub Pop, er kun et par måneder gammelt, men har høstet uhørt høje bedømmelser i nærværende medie (seks stjerner) og på det toneangivende Pitchforkmedia. Men Fleet Foxes styrede roligt og sikkert uden om alle faldgruber og lod hype være hype. En af de bedste koncerter på festivalen i år, som bejler til fuldt hus i denne anmeldelse også - og som skuffede et ekstatisk publikum, da de på grund af en stram tidsplan fra Øya-arrangørerne blev bortvist fra scenen efter 10 numre på en times tid.

"There are so many of you, it's insane," konstaterede bandet, inden de åbnede med Sun Giant fra deres to år gamle ep af samme navn. Kvintetten sang a cappella og indledte deres semi-spirituelle tour de force i hymner, som har et organisk strejf af panteisme i sin kirkekors-agtige americana-folk a la en livlig Devendra Banhart. Derefter plukkede Fleet Foxes fra deres album, morgenmelodien Sun It Rises og satte tempo med Drops In The River, hvor stilheden blev afløst af violinbuer på guitaren og bombende filtkøller på trommerne. Deres vel bedste enkeltstående nummer, ligeledes fra Sun Giant-ep'en, English House, beviste gruppens enorme overskud på vokalen, som udmøntede sig i, at Robin Pecknold sang Oliver James solo på scenen nogle minutter senere. Derefter den inderlige He Doesn't Kno Why, som fik selv de største klepperter af nordmænd til at smelte inden afslutningen med Mykonos og Blue Ridge Mountain. Fleet Foxes blev af sceneteknikerne bedt om at forlade scenen inden sidste nummer, men fik alligevel lige nået at spille deres tiende. Publikum ville dog have mere, og de hujede og jublede, da bandet ydmygt selv kravlede rundt på scenen for at rydde deres ting sammen efter koncerten, men altså ikke kunne fortsætte.

Man forstår godt, hvorfor Fleet Foxes har fået så høje anmeldelser, men deres stil er samtidig meget markant og ny-hippie-ish med storladne sange, høje smukke og genemskærende vokaler og a capella-kor. Musikalsk er deres markante stil både sammenhængende, kompromisløs og nærmest smuk, men det skaber med sikkerhed en antihær mod hypen såvel som musikken selv.

Sætliste:
1. Sun Giant
2. Sun It Rises
3. Drops In The River
4. English House
5. Winter White Hymnal
6. You Protector
7. Oliver James
8. He Doesn't Know Why
9. Mykonos
10. Blue Ridge Mountain


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA