x
Tunng: VoxHall, Århus

Tunng, VoxHall, Århus

Tunng: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af de mest originale musikalske indslag ved dette års Århus Festuge er engelske Tunng. Gruppen har fundet et interessant musikalsk ståsted mellem akustisk folk, elektronika og alskens former for slagtøjsspil. En blanding, der fungerer fint på cd, og – skulle det vise sig – bestemt også live.

Tunng placerede sig på scenen med de tre sangere Sam Genders, Mike Lindsay og Becky Jacobs i front – de to førstnævnte bevæbnet med hver sin akustiske guitar - og bag dem keyboardspilleren og programmøren Ashley Bates og perkussionisten Martin Smith. Sam og Mike slog et par akkorder an og udfoldede deres bløde, Simon & Garfunkel-associerende stemmer, hurtigt faldt Becky Jacobs ind, og så var vi i gang. Bag dem fulgte Ashley Bates og ikke mindst Martin Smith hurtigt op. Slagtøjsspilleren havde allieret sig med et arsenal af ting, der kunne rasle og larme: Tamburin, xylofon, koklokke, maracas, bækken samt noget, der fra min position mest lignede legetøj, og som var spændt ud over en lille snor. Alt sammen betjent med stor virtuositet fra både hænder og en fodpedal. Den egentlige stortrommelyd, når den fra tid til anden var der, blev dog leveret fra en computer betjent af Ashley Bates, som også fra tid til anden bidrog med lidt elektroniske skramle- og klikkelyde og samplede radiostemmer.

Med denne let alternative lineup kunne Tunng snildt få lige så mange nuancer frem som på deres plader, og med flotte, tvekønnede vokalharmonier i front, et veloplagt orkester og gode sange hele vejen var det en sand fornøjelse at overvære Tunngs koncert. Af og til fandt Martin Smith også en klarinet eller en melodika frem, andre gange var Becky Jacobs ovre hos ham og spille lidt xylofon, ofte havde hun selv lidt slagtøj eller en melodika i hænderne, og en enkelt gang var hun også forbi det flygel, der stod parkeret diskret i scenens venstre side. Og humor har Tunng også, viste de i instrumentalnummeret ”Soup”, hvor den ellers letflydende musik til en afveksling blev ”tung” og bød på en lang pikrock-guitarsolo, som dog var præindspillet, mens Sam Genders forsøgte at eftergøre den på sin akustiske guitar. Ligefrem gåsehud får man ikke af at lytte til Tunngs musik, men man får let et smil og en sang på læben, og det er jo heller ikke at foragte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA