x
The Wave Pictures: Instant Coffee Baby

The Wave Pictures
Instant Coffee Baby

The Wave Pictures: Instant Coffee Baby

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 20.10.2008
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

De tre britiske knægte fra The Wave Pictures har på mange måder det hele. Musikken er fantastisk, lyden passer som fod i hose til bandets skramlede udtryk, og så sidder teksterne lige i skabet. Når man har noget, der er så godt som det her, skal det ikke pakkes mere ind end højst nødvendigt. Det er Dave, Franic og Jonny heldigvis klar over, og albummet er da også hovedsageligt indspillet live i studiet med et mildest talt fremragende resultat til følge.

Instant Coffee Baby er på én gang både insisterende og enormt tilbagelænet i sit udtryk, og pladens melodiske kvaliteter står nærmest i kø for at stjæle opmærksomheden fra lyriske guldkorn som: "Well I was an auto-focus illuminater flashgun in aquamarine biology-blue / spitting out prints I printed you".

Det er sange, man har lyst til at lytte nærgående til; både for at nyde musikken og også for at finde ud af, hvad fanden de handler om. Det er skævt, det er morsomt, og det holder hele vejen. The Wave Pictures fortjener virkelig et stort og opmærksomt publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA