x
The Rasmus: Lille Vega, København

The Rasmus, Lille Vega, København

The Rasmus: Lille Vega, København

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Siden starten af det nye årtusinde har The Rasmus været et af de største navne, der er udsprunget fra den finske musikscene. Sådan præsenteres The Rasmus på Vegas hjemmeside. Er det bare mig, eller er det nogen bedrift? Jeg mener: Ud over Nightwish, HiM og de der Melodi Grand Prix-drillepinde Lordi samt 90’er-fænomenet Bomfunk MC’s, kan jeg ikke lige komme i tanker om mange andre konkurrenter til titlen. Jeg skriver ikke dette for at nedgøre den finske kvartet, jeg påviser bare min manglende kendskab til finsk musik. At The Rasmus må betegnes som et ”one hit wonder” trods syv album på bagen, bekræftede koncerten på Lille Vega mandag aften.

Der er to perioder for The Rasmus. Før og efter hittet ”In The Shadows” fra det internationale gennembrud ”Dead Letters”. Dengang for snart seks år siden i 2003 gæstede The Rasmus første gang Danmark, og ligesom dengang var det igen Lille Vega, der lagde rammen for en god gang finsk, gotisk røvballe-rock.

Publikum var klædt efter fordommene, mens forældrene stod bagerst i salen og spejdede efter deres sortklædte yngel. For det var teenagernes aften. Med et enkelt finsk flag hængende ned fra balkonen samt et brev på finsk fra en fan kunne The Rasmus bære publikum igennem ”hit-kataloget” fra debutalbummet "Peep" (1996) til den seneste "Black Roses" (2008). Hit i gåsetegn, fordi bassisten Eero lidt komisk et par gange måtte annoncere næste nummer som værende et gammelt hit, uden at publikum kendte det.

Det skal dog siges, at bandet spillede godt. Aki på trommerne spillede megafedt og skal have æren for, at koncerten aldrig helt blev helt kedelig.  Når sangene føltes lidt for monotone, blev der også hevet en lækker guitarsolo frem af guitaristen Pauli. Forsanger Lauri har desværre en anelse svag stemme og hver sang skulle synges i gang, før det overhovedet var nogenlunde muligt, at høre hvad han sang.

Der er som nævnt et The Rasmus før og efter ”In The Shadows”. Under koncerten var der ikke meget gang i publikum ”før” hittet. En ti meter væk fra scenen kunne man næsten høre, hvad folks småsnakken handlede om under de mere stille numre. Da bassist Eero opfordrede folk til at hive lightere i vejret, røg de ned allerede, inden første vers var færdig. Igen lidt ærgerligt, at det måtte komme fra bandets egen opfordring.

Da ”In The Shadows” endelig blev hevet frem, gik salen til gengæld også amok. For første gang blev der hoppet, og de høflige pegefingre blev afløst af headbangeri og stadion-”sing-a-long”. The Rasmus gav den også alt, hvad de kunne og forlængede hittet med spilstop og småsnakken midt i nummeret. Herefter fulgte det andet hit ”Guilty” fra samme gennembrudsalbum, hvor publikum ikke kendte teksten på samme måde, men dog var klar på at skråle med på omkvædet.

Da bandet til sidst gik på scenen for at spille tre ekstranumre, var stemningen i salen høj. Den blev ikke mindre, da forsanger Lauri proklamerede, at han havde brug for en pause og derefter hev en fan op for at synge en sang. Første fan var dog for genert til at gennemføre, og nummer to fan røg derfor op på scenen. Den lille fan på størrelse med ”Lille My” fra Mumidalen fik både sunget og taget billeder, og koncerten sluttede dermed i ren og skær sort idyl.

Med syv album burde der være større grobund for fællessang end en enkelt fuldtræffer, fra dengang Boogielisten var ny, og finsk for en kort periode ikke bare var et land nær Rusland. Sådan skulle det ikke være denne gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA