x
The Bronx og Middle Class Rut: Loppen, København

The Bronx og Middle Class Rut, Loppen, København

The Bronx og Middle Class Rut: Loppen, København

Anmeldt af Anders Lundtang | GAFFA

Fristaden Christianias spillested Loppen var udvalgt som arena for punkbandet The Bronx og følget Middle Class Rut. Med Loppens anarkistiske fauna en silde februaraften var den dekadente stemning lagt; en stemning, der velsagtens passede til den punkede attitude.

Det begyndte fra start med den evige akilleshæl med scenen ved væggen 45 grader fra gavlen, som ved andre arrangementer har plaget lyden. Men...

Middle Class Rut

Middle Class Rut sparkede punkballet i gang og imponerede fra start med lydbilledet, der nåede godt rundt i salen og fik stort set alle de fremmødte op fra stolene og hen på scenen.

Forsanger Zack Lopez snerrede dog af lydmanden men umiddelbart virkede dette ubegrundet, da lyden stod i den fantastiske gråzone, hvor den beskidte tone går rent igennem uden at miste sin nuance af personlighed. Som at høre det på plade, nogle gange for godt; specielt efterklangen i omtalte forsangers effekter til vokalen kunne ofte være kilde til irritation, da dette blev brugt en tand for meget.

Trods den relative nystartethed (2006) har bandet erfaring fra andetsteds, glød og passion for deres musik, som tydeligvis blev præsenteret i alt fra skrigende nådesløs punk på kanten af metal til et alternativt cover af White Stripes, med lisestemmen Sean Stockham (trommeslageren) som synlig gæstevokal på omtalte nummer. Dette var heldigvis ikke sidste gang vi hørte noget til ham på vokal.

Generelt slog bandet tonen an fra den dundrende begyndelse til den episke outro, og bandet måtte da også forlade scenen før tid, da bagkataloget simpelthen ikke rakte længere end som så.

The Bronx havde sandelig lidt at leve op til.

The Bronx

Valuta for pengene ved kasse 1! The Bronx gav en skalle i hovedet på publikum som takkede med dans og garnrystning for hele femøren.

Hits fra alle deres lp'er omhandlende alt fra de sjælelige indslag til de grumme neo-autentiske punkvisheds tracks blev grundigt luftet. Tilsyneladende nød det brede spektrum af publikum, hvad de fik serveret. Fra de afdankede hippier, der benægter 60'ernes bortgang, til celebre metal-personagers tilstedeværelse; hos alle fløj garnet rundt med dertilhørende gestus. Salen var lagt for deres fødder, og med et spillested, der huserer alt fra ska-reggae- arrangementer til metal- ballrooms, var lyden så knivspids, at det næsten måtte være enhver lydteknikers våde drøm at være vidne til. Enten dét, eller også sad jeg heldigt, mens den tykke røg i området satte sine spor i undertegnede.

The Bronx kan være stolte af deres følge og dedikation verden over med deres fænomenale fortolkning af en genre, der allerede har haft sin storhedstid, men som virkelig ikke har tabt sin intensitet i de rette hænder og den rette udformning.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA