x
Danko Jones: Lille Vega, København

Danko Jones , med Graveyard, Lille Vega, København

Danko Jones: Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Danko Jones fra Toronto i Canada har haft stor succes i Europa. Bandet har en særlig enkel opskrift på rock, med få akkorder og spandevis af attitude. Det kan være svært at bedømme, hvor meget der er alvor, men til gengæld er man ikke i tvivl om resultatet, når man halvvejs inde i en sang kan synge med på omkvædet.

Jeg har tidligere hørt Danko Jones i Malmö på "We Sweat Blood"-touren. Det var en udmærket koncert, dog ikke så intim som i Lille Vega. Men allerførst skulle vi et smut forbi opvarmningsbandet fra Göteborg.

Overraskende god psykedelisk rock
Svenske Graveyard er en flok unge svenske gutter med langt, lyst hår, og det her uskyldige ansigtsudtryk, som man får af at drikke af svenske skovsøer. De lægger for med en groovy blanding af Led Zeppelin, Orange Goblin og Corrosion Of Conformity, med få afstikkere til svensk folkemusik. Nu har jeg en forkærlighed for den slags bulderbrag, og jeg må sige, at jeg blev godt og grundigt revet med, især på den vanvittigt lækre "Siren". Graveyard har en ekstremt fed vokal (når den kommer til sin ret), effektive tæsketrommer, fin, men en smule utydelig guitar, og tung tampe-bas, som dog satte ud flere gange, hvilket fik bassisten Rikard til at slå febrilsk på sin forstærker og hoppe op og ned. Det var synd. For det var den bedste opvarmning, jeg meget længe har hørt. Det tonsede godt og havde så meget potentiale, at jeg ligefrem nåede at frygte, at det skulle overgå aftenens hovednavn... (4 ud af 6)

Danko slår gnister, intet mindre
Selvsikker og fuld af showmanship træder Danko Jones med band ind på scenen efter en kort pause. Publikum er fra starten oppe på hvinende tæer, og Danko lader os ikke vente. Ved allerførste hug med hånden sætter mængden i bevægelse til lyden af "The Rules", dog når jeg lige at tænke: "Der mangler lidt bid i hans guitar", før jeg også selv går i selvsving.

Danko følger derefter op med flere numre fra sine senere plader. Rummet svinger til musikkens knitren og følger tæt frontmandens slikken om munden, så Gene Simmons himself ville få kuldegysninger. Og så stopper den tætte, skaldede mand pludselig op for at give sig i lag med publikum.

Og han ved jo, hvad der virker - har man været til bandets tidligere koncerter, vil man genkende nogle af de samme skarpe kommentarer. Det her er show, og ikke kun sjæl. Danko mener eksempelvis, at publikum er syge i låget, når vi går til rockkoncert på en onsdag, men siger så, at der til gengæld er lagt i ovnen til årets fedeste koncert, "især hvis I ringer til jeres venner. Så fuck Roskilde - med mindre vi ses dér," snerrer han og hugger i strengene på ny.

Danko er virkelig tændt. Man kan ikke andet end fascineres af hans ansigtsudtryk og intensiteten. Han ligner skiftevis en headbangende bulldog og en mand midt i en orgasme. Det virker næsten, som om han forsøger at banke søm i med musikken, eller som om han prøver at brække lyden midt over med sin viljestyrke alene. Folk på forreste række bliver drypsvedt på, mens bassist JC står som en leende vampyr og svinger sit instrument. Dan Cornelius gør et hæderligt stykke arbejde bag trommerne, og alligevel opfatter jeg små og gentagne uoverensstemmelser. Han spiller lidt for hurtigt, og derefter lidt for langsomt i forhold til tyrannen Danko. Men Cornelius er også den nye mand. Danko skal have lidt tid til at tæmme hans sjæl.

De høvlede øretrommers nat
Flere gange tager jeg mig selv i at brøle som en gal tyr, mens jeg mærker testosteronen dunke i hele kroppen. Men efter hvert hit følger Danko hurtigt op med et af de mindre kendte numre, så gløden lige netop bliver dæmpet en smule. Publikum er helt med - det meste af vejen. Danko styrer showet upåklagelig og kompetent, og har øjenkontakt med mindst halvdelen af publikum. Hans guitarspil er helt, som det skal være, men vokalen halter lidt i anden halvdel af koncerten, og især i sidste tredjedel ville det måske have hjulpet, hvis Danko havde smidt en klump druesukker i sin kildevand, eller måske spist en Gajol. Dertil spiller bandet en håndfuld numre, som er nikkeværdige, men ikke mindeværdige.

Encoren hiver desværre ikke snittet op, hvor meget jeg ellers stod og håbede det. Man kunne godt have brugt en "Soul On Ice", eller noget af det andet gode fra "Born A Lion" eller "We Sweat Blood". I stedet fik vi "Code Of The Road" og to halvkedelige numre. Slut, finale.

Efter koncerten traf jeg i garderoben Kristian Klærke, den glimrende andenplads ved Copenhagen Guitar Battle for små 20 dage siden. Kristian mente, at Dankos guitar manglede "gain" - og for dem, som ikke har taget Guitar Tech 101, kan "gain" frit oversættes med "nosser". Dermed ikke påstået, at Dankos ædlere dele var gemt væk - men måske havde manden bare satset sine løg på de forkerte numre. Det kunne have været en helt fantastisk koncert.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA