x
Torben Ulrich og Søren Kjærgaard: Musikcaféen

Torben Ulrich og Søren Kjærgaard, Musikcaféen

Torben Ulrich og Søren Kjærgaard: Musikcaféen

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Ak. Findes der en musikalsk mening med at se et 80-årigt ikon spytte i et 2,5 meter langt nedløbsrør (bogstaveligt talt), købt i Silvan i øvrigt, og at se en af Danmarks førende jazzmusikere pege fingre ad og udfordre de gængse musikalske regler ved at masturbere ud over kulturen fra sit flygel (billedligt talt)?

Foreningen bag den århusianske festival Lyd+Litteratur var vært for det næstsidste stop på Torben Ulrichs (80 år, digter, tennisspiller, musiker og far til Lars Ulrich fra Metallica) og Søren Kjærgaards (31 år, jazzmusiker blandt andet med hang til improvisationsjazz, medvirker i adskillige musikalske projekter samt parodier som Ikscheltaschel) ret så lange Danmarksturné, som snart har varet en måneds tid. Den har båret navnet "Suddenly, Sound: 21 Songlines For Piano, Drainpipe etc." Personligt foretrækker jeg den engelske version - fordi drainpipe lover mere musikalitet end det danske ord: Nedløbsrør. Og kælderen i musikcaféen var fyldt til randen af (om end primært siddende) jazz- og musik-møder-poesi-entusiaster, der fik en forunderlig aften, som på samme tid var fantastisk og ligegyldig, et flippet avantgardistisk eksperiment og leg med musikken, sådan lidt for sjov. Lad mig, om det er muligt, prøve at forklare hvorfor.

Kjærgaard og Ulrich startede "koncerten" med en halv times oplæg om Suddenly, Sound - en indføring i de filosofiske udgangspunkt for projektet. En filosofi, som videnskabeligt og argumentatorisk var noget værre volapyk, rent ud sagt, men som kunstnerisk finder sin berettigelse, fordi musikken netop taler sit eget sprog, og den umage duos oplæg går ganske enkelt ud på at udforske, hvad der går forud for musikken, går forud for genre og som går forud for en koncertoplevelse. Hvordan? Man nedbryder ganske enkelt den musikalske sammenhæng og parodierer hele koncertsituationen. Som erstatning for den tematiske dualisme, kampen mellem det gode og det onde for eksempel, og som erstatning for de rammer, en koncertsituation og en pladeindspilning normalt fungerer inden for, har de to fremtænkt et andet system - baseret på Gurdjieffs stopleg - som rummer fem klassiske elementer, manifesteringer af klassiske elementer som jord, ild, luft, vand og rummet, samt en udforskning af lydenes puls, tekstur. (Jeg mimer her Ulrichs og Kjærgaards langhårede teoretiske oplæg, som videnskabelig nonsens, men samtidig kunstnerisk frigørelse.) Jeg har hørt Gilles Deleuzes rhizomteori forklaret mere tydeligt end dette oplæg.

"Vi vil faktisk gerne derud, hvor det begynder at vakle", fortalte de to fra scenen.

Det korte af det lange er, at musikerne improviserer frit over stilhed og lyd. De søger brudflader, lydenes autenticitet, grænser for musikalitet ved at kombinere Søren Kjærgaards flygel (og eksperimenterende brug af samme) med Torben Ulrichs improvisation over 21 nedskrevne sanglinier. Men den bevidsthedsudvidende poesi var lidt svært at høre ord for ord fra scenen.  Det er en anden improvisation end på pladen af samme navn, der udkom for to uger siden, men grundelementerne og de 21 sanglinjer er de samme. Desuden tilføjes de lyde, som kommer ud af "the bag of magic tricks" - altså, hvad Torben Ulrich og Søren Kjærgaard kunne finde på at rasle, kaste med, sample, spytte i eller spille på. Torben Ulrich yndede at tabe bjælder og fløjter ned i det åbne flygel, at dæmpe strengene med et par sorte herresko og at vræle (med værdighed) i det medbragte, vigtige nedløbsrør. Det bærer en symbolsk, nærmest mytisk mening med sig - underskreget af kontrasten fra grå Silvan-plastic til det store flygel.

Efter oplægget udfoldede koncerten sig over tre dele. Den første eksperimenterede særligt med tempo og stilhed, det jeg forestiller mig skulle være de før-musikalske brudflader. Den anden var mere konventionel musikalsk, impro-/freeform-jazzet, som til gengæld trak referencer på tværs af klassisk, bebop, viser og kabaretklaver, men den tredje del tog udgangspunkt i en 12-takts blues, men som undervejs udviklede sig, da Søren Kjærgaard opfordrede publikum til at blande sig, klappe med og kastede diverse små percussion-instrumenter fra "magic bag" ud på tilskuerrækkerne og bad dem improvisere med/mod ham. Undervejs blev musikalitet, lyd, koncertsituationen parodieret, opløst, dekonstrueret. Men til hvilken nytte - det tænker jeg stadig over? Når man fletter melankolske versioner af "Se Den Lille Kattekilling" og klassiske pianostykker a la "Claire De Lune" ind over Torben Ulrichs varme fortællestemme, så kunne jeg kun forestille mig det kunstneriske univers som en nattestemning og et vanvid: Lidt som at drømme, hvis mit førstesprog var musik. Det er første gang, jeg har drømt musikalsk.

Men tro mig. På trods af det filosofiske træden vande, så var det en tilskueroplevelse, og det selvom koncerten på den måde parodierede sig selv. Kjærgaards og særligt Ulrichs præsens, nærvær og interaktion spiller en væsentlig rolle, som kan gøre nedløbsrør til troværdige musikalske elementer. Torben Ulrich er fantastisk flot, og kigger man igennem hans nedslåede øjne og troldmandsskægget, kan man kun få respekt for den menneskelige varme og alternative tankevirksomhed, han rummer. Om den teoretiske ramme kan jeg kun sige, at det var en flippet, kunstnerisk relativisme, som man ikke skal lægge mere i, end at den skal muliggøre en leg og en parodi. Hvor det sprogligt er volapyk, skal musikken netop finde en autenticitet, fordi musikalitet har en anden materialitet, et andet register, som et førsprogligt, apriori udtryk.

Jeg ville foretrække slet ikke at skulle vurdere et projekt som dette. Se derfor også kun de tre stjerner i denne anmeldelse som en parodi, en relativistisk konceptualisering og en arbitrær fiksering af kontingens inden for et lukket system (her mimes den teoretiske ramme), som er lige så meget værd som et terningekast. Fra et til seks.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA