Doves: Kingdom Of Rust

Doves
Kingdom Of Rust

Doves: Kingdom Of Rust

GAFFA

CD / EMI Music
Udgivelse D. 09.04.2009
Anmeldt af
Finn P Madsen

Der er gået fire år, siden bandet med den storladne lyd og tre fremragende album i bagagen sidst lod høre fra sig. Død, sygdom og opløsning har hæmmet Doves i at følge op på succesen. Det er til gengæld faktorer, som gør sig blændende i trioens melankolske univers og viser, at bandet delvist har genfundet kemien på Kingdom Of Rust. På de New Order-påvirkede og noget monotone Jetstream og The Outsiders dunker bassen taktfast som et pulsslag, og de forvrængede guitarlinier skærer skarpt som et barberblad. Først fra femte skærring, 10:03, får brødrene Jez og Andy Willimams og Jimi Goodwin for alvor spændt buen med de højstemte spændinger og den melodramatiske nerve, som er deres varemærke. De følges af The Greatest Denier, Spellbound og House Of Mirrors, hvor Doves svæver ubesværet højt mod loftet. Dramaet slippes for en stund på den akavede og funk-agtige Compulsion, der minder fælt om Blondies Rapture. Doves kalder stadig på de svimlende højder, også selv om Kingdom Of Rust ikke er deres stjernestund.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA