x
Birdy Nam Nam: Train, Århus

Birdy Nam Nam, Train, Århus

Birdy Nam Nam: Train, Århus

Anmeldt af Jacob Tøfting Hove | GAFFA

Forestil dig en koncert med Aqua, hvor de to "hjerner" bag foretagendet mangler på grund af sygdom, og kun Lene og René er at finde på scenen, hvor de farer rundt fyldt med energi og råber og skriger. Nogenlunde sådan føles det denne torsdag aften på Train i Århus, hvor den franske dj-gruppe Birdy Nam Nam er skrumpet ind til Little Mike og DJ Pone, da Crazy B og Need er sygdomsramte. Om de sidstnævnte virkelig er hjernerne (hvis der er nogle) bag kollektivet, er uvist, men uskønt og uden sans for timing var det dj-sæt, de to fremmødte leverede.

DANS!
Et godt dj-sæt er som en god brandert: Langsomt opbygget, og pludselig rammer det så i et kødeligt inferno. Denne torsdag aften i Århus bliver der ikke bygget noget som helst op. I stedet virker det som om, at de to franskmænd lige fra første plade skriger ud til publikum: "Så dans dog for pokker!" Og klokken er altså kun 22. Det begynder ellers lovende med Kraftwerks "The Robots", men typisk for resten af aftenen får nummeret ikke lov til at vare mere end godt et minut. Alt for hurtigt bliver det cuttet up, og der bliver smidt et nyt beat ovenpå. Så igen en ny og dybere stortromme. Mere bas og hele tiden mere tempo. Ind over al electro-housen bliver der scratchet lidt, og det kan man ikke tage fra de to franskmænd, det kan de finde ud af. Men dj-sættet bevæger sig alt for hurtigt fremad og mangler den opbyggende effekt, som er så vigtig for enhver musikalsk optræden. Men hvor et orkester kan tale med sit publikum, hvis det er ved at miste det, er en dj nødt til at lade musikken føre ordet. Og den skriger fortsat "DANS!" i et yderst insisterende tonefald. Et lille højdepunkt er Reel 2 Reals klassiker "I Like To Move It", der får lidt flere af de godt 300 fremmødte gæster ned på gulvet. Det genkendelige mangler generelt på et tidspunkt, hvor gæsterne ikke rigtigt føler sig hjemme. Musikken virker stadig helt overdreven tempofyldt i forhold til, hvor publikum befinder sig rent mentalt og alkohol-mæssigt. Og midt i det hele bliver det så også for meget for Little Mike, der forlader scenen for at ryge en smøg. Hvem der bare havde sådanne privilegier.

Zombie Nationen
Mens det den første time virker som om, at publikum danser primært fordi, de trods alt har betalt penge for at være her, sker der noget her godt halvvejs i det to timer lange dj-sæt. Med Zombie Nations hard house-nummer "Kernkraft 400" får de to turntablister langt om længe det meste af gulvet med. Men som det sker gang på gang i løbet af aftenen, formår de to bag pladespillerne ikke at malke det omkvæd, som det århusianske publikum tydeligvis gerne vil have mere af. Overraskende nok laver de to rutinerede dj's også andre typer fejl. Et par gange passer de to numre, der mikses sammen ikke, så der opstår train wrecks. Den overdrevne brug af loop-knappen ødelægger dens normalt intensiverende funktion. Og endelig fejlbedømmer de et par gange, hvornår et nummer peaker, hvilket betyder, at bassen kommer på enten for tidligt eller for sent. Men det største problem er fortsat, at numrene ikke får lov til at udvikle sig og til at tale for sig selv. Det er stadig alt for hektisk med for meget ukontrolleret energi oven på mere energi. Og de tekniske egenskaber, som de to garanteret besidder, drukner i overfloden af nye numre. Logikken synes gennem hele deres optræden at være, at jo mere alkohol, der kommer i cocktailen, jo bedre bliver den. Noget, der ikke altid er korrekt.

Bedre på halv kraft
Men trods fejl og for hurtige skift mellem numrene, så danses der nu på livet løs på det fyldte gulv. Der kommer et nyt højdepunkt i form af Daft Punks Aerodynamic, men igen får musikken ikke rigtigt lov til at forplante sig, inden den overlappes af noget nyt. Samtidig har Little Mike igen forladt scenen, så DJ Pone nu styrer resten af aftenen alene. Det klarer han udmærket. Bedre end da de var to. Eller sagt på en anden måde. Han spiller præcis så godt, som de fleste dj's på et ordentligt diskotek kan forventes at gøre. Aftenen slutter af med Daft Punks Rollin' & Scratchin', som Birdy Nam Nam også spillede tilbage i 2002, da gruppen dengang bestod af tre medlemmer og vandt verdensmesterskaberne i miks. Helt i den ånd bliver de sidste minutter af deres optræden brugt på, at Little Mike, der er vendt tilbage for at blive hyldet, viser nogle af de tekniske færdigheder, som er druknet hele aftenen. Da de to franskmænd siger tak for i aften, virker det som om, at de har haft det sjovt. Og det, kombineret med, at DJ Pone får lidt mere ro på musikken, gør, at den amputerede fugl med nød og næppe skraber tre stjernefrø til sig. Men det er skræmmende, hvor dårlige så rutinerede dj's er til at læse et gulv, vælge de rigtige numre og spille dem på det rigtige tidspunkt. Men igen, måske ligger hjernen under dynen med feber.

DJ Lebon fra Den Sorte Skole stod for musikken både før og efter Birdy Nam Nam.

Birdy Nam Nam spiller på Rust i København 17. april


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA