x
Art Brut: Lille Vega, København

Art Brut, Lille Vega, København

Art Brut: Lille Vega, København

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

Det unge London-band Official Secrets Act åbnede aftenens koncert, med en imponerende halv times fremvisning af, hvad britisk rockmusik kan byde på. De fire medlemmer er som castet til bandets sofistikerede art-rock, med rigtige frisurer, stramme bukser og gennemført stil. Musikalsk trækker bandet tunge veksler på specielt Franz Ferdinand, men også et mere let-spillende orkester som Mystery Jets. Mest imponerende var den proggede "Momentary Sanctuary", men samtidig viste bandets deres selvsikkerhed ved at spille to numre, som ikke er på deres fine debutplade, nemlig numrene "Snakes and Ladders" og den virkelig skarpe og rockede "Sell, Sell, Sell". Det er sjældent, at man står og ønsker et par ekstranumre fra opvarmningsbandet, men det var faktisk tilfældet, da Official Secrets Act gik af scenen.

Alt, hvad Official Secrets Act har i stil og image, mangler Art Brut. Det er så til gengæld en del af det, der gør dem til så fremragende et live-band.

Art Brut er jo en flok musikalske nørder. Frontmand Eddie Argos dukker op i tøj, der ser ud, som han har været på udsalg i Kirkens Korshær, rytmeguitarist Jasper Future kaster sig rundt på scenen som en besat, og den altid stående trommeslager Mikey Breyer har pagehår og truckerskæg, der konstant blafrer takket være en (til lejligheden medbragt?) ventilator.

Det aparte line up kastede sig uden snak ud i første single fra deres seneste plade "Alcoholics Unanimous", som blev leveret okay, uden at være prangende. Men allerede på andet nummer hævede bandet standarten markant, med en fremragende version af "Modern Art" fra debutpladen "Bang Bang Rock'n'Roll". Nummeret udviklede sig til en fantastisk fortælling om Eddie Argos' besøg på Van Gogh-museet i Amsterdam, om hans kunstinteresse i hård infight med hans dårlige ryg, samtidig med at det blev en meta-historie om netop sangens fokus: glæden ved kunst, alt imens bandet i den grad huggede igennem på deres instrumenter.

 "Direct Hit" og "Summer Job" fulgte fint op på det allerede nu eskalerede koncerttempo, og sidstnævnte, som ikke hører til blandt de stærkeste numre på den nye plade, blev leveret i fin stil, med Jasper og lead-guitarist Ian Catskilkin på råbekor, næsten lige så skingert og skævt som Eddie Argos' vokal.

Alt, hvad Eddie Argos mangler i skønsang, gør han op for med ren charme og karisma. Han kommer simpelthen ud over scenekanten som få. Samtidig har han en fremragende evne til at tage sine egne ord og tekster, og så give dem et lille twist til lejligheden. Således blev "mix tape" til "ITunes playlist" på "My Little Brother", og mest elegant, og vel-rimet, blev "how are we supposed to sleep at night / when no one likes the music we like" flettet om til "how are we supposed to sleep at night / when people like Razorlight" i nummeret "Demons Out" - sjovt og skarpt.

At Art Brut ikke er bange for at lange ud efter musik, de ikke bryder sig om, kunne man også høre på sidste nummer af selve koncerten, hvor pointen i "Slap Dash For No Cash", at andre/mange bands skriver dårlige og meningsløse tekster, elegant blev eksemplificeret af Argos, der er flettede Killers-linjerne "Are we human, or are we dancer?" ind sammen med Kings Of Leons "Sex on fire", og fint illustrerede, hvor meget ordskvalder der findes i moderne pop og rock.

Eddie Argos' tidligere omtalte dårlige ryg gjorde desværre, at vi fik et ekstranummer eller to mindre end forventet, men den energi, der blev lagt i "Formed A Band", gjorde i den grad op for det. Her startede Argos et langt og ophedet rant om, hvorfor musikbutikker burde have musik på hylderne frem for film og computerspil, leveret med en oprigtig harme og kærlighed til musik. "Look how much fun we have," proklamerede han og slog ud med armene, og stak en opfordring ud til publikum om at starte egne bands og have tilsvarende sjov.

Art Bruts liveoptræden er både deres force og akilleshæl, for koncerten var lidt som at være til møde i en hemmelig klub - det er mest for indviede. Hvis man kommer gående ind fra gaden, uden kendskab til bandet, fanger man nok ikke de elegante detaljer og den indforståede glæde ved det aparte line-up, og vokal såvel som musik vil nok skære noget i ørerne. Men hvis man, som undertegnede, accepterede Art Brut på deres egne præmisser, var de leverandører af en helt enestående og fremragende koncert. Det virkede det heldigvis, som om de fleste fremmødte var.

Hvor Art Brut på plade godt kan være lidt rodet og hårdt for ørerne, er de live et fremragende, underholdende og helt igennem unikt livebekendtskab. Det viste de i høj grad på Vega.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA