x
The Disciplines : Spot 2009, Musikhuset, Rytmisk Sal, Århus

The Disciplines , Spot 2009, Musikhuset, Rytmisk Sal, Århus

The Disciplines : Spot 2009, Musikhuset, Rytmisk Sal, Århus

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Amerikanske Ken Stringfellow er ikke hvem som helst. Op gennem halvfemserne var han frontmand for The Posies, som folk, der læste anmeldelser dengang, nok har stiftet bekendskab med. Siden har der været soloplader og  gæstejobs i utallige bands. Herunder R.E.M. Han er med på "Reveal" fra 01 og har ofte har turneret med bandet. Det forklarer også, at The Disciplenes, som han nu er frontmand for, opvarmede for kæmpebandets seneste koncert i København.

Resten af The Disciplines er heller ikke novicer. Det er såmænd det meste af norske Briskeby, der var det nok mest populære band i hjemlandet i starten af årtusindet. Det var altså den nok særeste samling nationaliteter (Stringfellow bor i øvrigt i Frankrig nu), og den største samling erfaring på hele den Spot-festival, de var så glade for at være en del af.

Musikken var fuld af power. Pop spillet som rock med tryk på. Pladen "Smoking Kills" blev udsendt den dag, koncerten blev spillet, og den kan det anbefales at stifte bekendskab med. "Yours For The Taking", "Get It Right" "Best Mistake" med flere, er alle træfsikre hits, der burde kunne gøre sig for folk med trang til hårdtslående, melodisk rock, der er nem at fordøje. Melodierne og sangskrivningen er faktisk rigtig god. Men det er desværre ikke det, koncerten vil blive husket for.

Stringfellow ville vise noget rockattitide. Og det fik han i den grad gjort. Faktisk så det nåede at blive for meget, selvom koncerten varede mindre end en time. Han startede med at spytte rundt på scenen, spangulere og løbe rundt, vride sig stående eller liggende i eget spyt. Det stakkels mikrofonstativ blev kastet mellem hænderne og blev fuldstændig viklet ind i den meget lange ledning. En ledning der blev brugt på at gå ned i salen, eller helt ned på mikserpulten, mens en fra publikum tog positionen på scenen som festcentrum.

Med tag til skridtet og tilhørende attitude var det selvfølgelig super sjovt, fedt og festligt. Og musikken passede dertil. Men det stoppede bare ikke. De rockede spytklatter hobede sig op (jeg talte 19, måske der smuttede et par stykker), og vandringen blev ved og ved. Og det kom til at overskygge hvor gode sangene faktisk er.

Den amerikanske frontmand talte meget om, hvor glad han var for at være der, og hvor fedt et publikum vi var. Nærmest verdens bedste. Men det var vi altså ikke. Folk smilede, lyttede og virkede glade og nysgerrige. Og oppe foran var der flere, der gav igen af attituden. Men den ikke kæmpestore sal var ikke fuld, og de fleste stod stille. Men var altså glade. Man må bare håbe, at det mere er musikken, de er glade for næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA