x
Eagles: NRGI Park, Århus

Eagles, NRGI Park, Århus

Eagles: NRGI Park, Århus

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Jungletrommerne talte ikke helt usandt. ”Eagles i fin form før Danmark” lød det for eksempel i GAFFA efter fredagens premiere i Malmö på den nye turné, hvor 24 europæiske byer får besøg af den erfarne kvartet og deres 9 (!) mand store musikerhold.

Og de fire stjerner, Torben Holleufer kastede efter Malmö-koncerten i går på GAFFA.dk – (læs hér) - vil undertegnede såmænd godt repetere oven på lørdagens optræden i Århus, selv om karaktergivningen måske ikke er helt så sikker: Sætlisten var den samme – med en enkelt tilføjelse – og det var professionelt og gedigent med flere lyspunkter. Men der var på den anden side heller aldrig optræk til, at de 30.000 fremmødte blev fløjet væk på en lille lyserød sky af lykke eller blev revet med af euforisk stemning.
Lad os tage en gennemgang:

21:02 How Long
Efter en fin og melodiøs poplektion på ni numre (blandt andet næsten-klassikeren Over My Shoulder) af Paul Carrack og hans 7 m/k store band slentrer aftenens hovednavn ind på scenen med de fire hovedpersoner på linje - og starter lige-på-og-hårdt med den up-tempo friske country-rocker fra comeback-cd’en Long Road Out Of Eden. Glenn Frey fingerpicker på guitaren, men hans stemme ”hænger” – det gør de fine lyse kor til gengæld ikke. Så frisk god start.

21:07 Busy Being Fabulous

Den stille country-sag med Dolly Parton-ekkoet og kæreste-bebrejdelserne fra den nye skive. Bandet ligger godt, men igen en sang med presset Frey-stemme (uha – vi er først lige startet). Til gengæld er koret lige i skabet: Godt at høre, at Eagles’ varemærke – de flot sammenvævede lyse stemmer – ikke er mølædt.

21:12 Take It To The Limit

”Hi” og en hilsen fra ”bandet der nægter at dø”: Glenn Frey står for aftenens første publikumskontakt, joker med, at næste nummer er om kvinder og internt i Eagles kaldes ”the credit card song”. Men den ultra-slow’e 34 år gamle sang – og den anden dæmpede melodi i træk – får for alvor de utålmodige feststemte tilskuere til at kæfte op. Der er en skvaldren og knævren hos det modne publikum om, hvor autocamperen skal placeres til sommer, om sønnikes snarlige eksamen med videre -  og Deres udsendte vælger at rykke til mere koncentrerede omgivelser. En mellemhøj summen af tilskuertale kan dog høres overalt.

21:17 Hotel California

Gjaldende Tujiana-trompet som intro – og så er det Don Henleys tur til at synge for: Eagles-klassikeren over dem alle. De i forvejen flotte backdrops på scenen viser nu det verdenskendte foto fra Hotel-pladen. Og folk holder kæft, Henleys vokal viser sig at være lige så presset som Freys (uha-uha), men den tunge puls og de afsluttende duo-guitarer fra Joe Walsh og den nytilkomne live-guitarist Steuart Smith er kuldegysende perfekt. Rockhistorien lever her 33 år efter. Trods alt. Stor applaus. Arme i vejret. Folk er med.

21:25 Peaceful Easy Feeling
Frey tilbage I den vokale forgrund med “some nice country music here in Denmark”. Stemmen holder. Fin fingerpicking af Steuart Smith, fint country-kor i denne sag fra debut-pladen , men…. stemningsmæssigt tromler de os ikke ligefrem over.

21:29 I Can’t Tell You Why

Så kommer bassist Timothy B. Schmit i forgrunden med sin himmelhøje Bee Gees-falset og sangen fra 30 år gamle The Long Run. Igen meget stille udførsel – og igen resulterer det i opblomstren i tilskuersnakken. Selv om denne form for Eagles-musik aldrig bliver min favorit-type og er tæt på kedelig, vil jeg trods alt hellere høre dét, end på den lille flok, der stopper lige bag ved mig og beretter til hinanden om, at de skal til Givskud i morgen...!

21:35 Witchy Woman
Henley bag trommerne igen – og fed, tung indianerrytme, så man kan mærke det i kroppen. Meget muligt, denne sag fra debutpladen også er slow, men dét her er tungt, det har groove, korene er elastiske og dødpræcise, guitarriffet er massivt, bassen spændstig – og her kommer falsetsangen til sin ret. Aftenens hidtil stærkeste sag med understregning via det gul/røde backdrop.  Folk er på igen.

21:40 Lyin’ Eyes
Frey joker atter med gruppens alder –” og denne sang er fra dengang, hvor Det Døde Hav kun var sygt” (det vil sige 1975). Egentlig en simpel melankolsk country-sang, men koret og omkvædet!!! Det er stadig gudeagtigt.  Måske det smukkeste kor, amerikanerne nogensinde har lavet!?
 
21:46 One of These Nights
Titel-sangen fra same plade som Lyin’ Eyes. Henley er bag trommerne og mikronenen igen i denne let soulede, næsten disc'ede sang. Fin underlægning af blæserkvartet, nyt stærkt Steuart Smith-indslag på guitaren – den mand har facetter…

21:51 Walk Away
Joe Walsh Showtime. Tid til ROCK-spade, tunge klodser og vrængende vokal i denne gamle James Gang-sag, lavet fem år før guitaristen indtrådte i Eagles. Walsh har ikke verdens største stemme, men den er effektiv, og rocken virker på tilskuerne. Tror, de har savnet det lidt…

21:55 Boys of Summer

Så over til solo-Henley og sommerminder på godt og ondt på det store backdrop. Up-tempo pop som måske ikke stikker så dybt. Men det er veludført, og folk har fået rytme i kroppen. Igen leverer Steuart Smith næsten flere guitar-lækkerier, end man kan forlange…

22:01 In the City

Tilskuerne for alvor ved at blive vækket, og her er Joe Walsh igen i forgrunden med wah-spil og skærende grimasser på storskærmene til et af de bedste skud fra The Long Run. Måske ikke smukt. Men tung, velfungerende gruppe. Effektivt.

22:06 The Long Run

Den tunge fornemmelse fortsætter. Folk rocker med – og holder kæft. Måske også fordi volumenknappen har fået et par drej siden den stille start… Bifaldet i hvert fald mærkbart større.

22:11 Bandpræsentation/Life’s Been Good
Laang præsentation af musikerne – men der er jo også 14 oppe på scenen -  inden Joe Walsh undskylder til alle unge, fordi de har måttet høre dette grumme riff hjemme hos forældrene: Life’s Been Good fra hans egen produktion er i gang – Walsh selv som en maniac på scenen med video-kamera på huen. Galningen er løs – og går i fin duet med Steuart Smith. Løs, gakket stemning midt i Eagles-perfektionismen. Showtime. 

22:24 Dirty Laundry
Henley i front med sang og guitar fra solo-bagkataloget.  På dette tidspunkt frygter vi hverken for hans eller Glenn Freys stemme-sammenbrud længere. Er deres sang ikke som i velmagtsdagene, er stemmerne i hvert fald under kontrol nu, og igen får Walsh og Smith solo-tid på den gedigne tunge gruppebund, mens Henleys kommenterende sang til medierne illustreres af bizarre tv- og avis-klip på storskærm og backdrop.

22:31 Funk #49
Mere Walsh anno James Gang – men denne gang overliret, larmende, ligegyldigt og malplaceret. Kun for luftguitaristerne.

22:37 Heartache Tonight
Men publikum er i gang – denne stout vandrende rocker med Frey i spidsen griber klart fat i folk 30 år efter. Fællesrock. Det koger nu. Jubel – og ingen udenomssnak hos publikum.

22:42 Life In The Fast Lane
Joe Walsh’ riff-visitkort fra Hotel-pladen – den første, han var med på hos Eagles. Stadig serveret fingernemt, mens Henley hamrer synkoperne frem bag tønderne og formår at holde stemmen i niveau. Det rykker, det fungerer. Sikker koncert-opbygning må man indrømme. Og folk jubler, da gruppen går af scenen. Måske ikke overdøvende – men de vil i hvert fald gerne have mere.

22:50 Take it Easy

Efter fire minutters klappen forbarmer de fire sig til en klassisk fremførelse af denne klassiske Eagles-sang fra gruppens spæde start (egentlig lavet af Jackson Browne). Super-kor igen. Hele tiden med Timothy B. Schmits lyse stemme øverst. Det er ikke bare hans solide bas, der klæder gruppen. Han, Frey & co. vugger sangen sikkert hjem

22:55 Rocky Mountain Way
Walsh-solonummer – med grotesk sang gennem talk-box’en og igen show-præget. Egentlig fin, tung og bluesy – det er bare helt fejlplaceret her, hvor koncerten er ved at lukke ned og puffe folk venligt hjem med blide toner.  Den skulle være kommet før ekstra-numrene.

23:02 Desperado
For nu er brækket til en anden gammel klassiker himmelråbende. Dårlig iscenesættelse – og det ødelægger næsten feelingen omkring Henleys stille sang-foredrag. Dog reddes stemningen, og folk synger med.

23:06 er det hele slut. De bukker - vi klapper. Vi klapper - de bukker. Stadionlyset tændes, og forstærkerne og instrumenterne er allerede ved at blive pakket ned i store hvide flightcases til Bergen, som venter på mandag.

Institutionen kan rejse videre med ryet nogenlunde intakt. Meget nyt er der ikke - blot de to startnumre - ellers oldies-but-goodies og lidt Walsh-showmanship til at ruske op. Men de flotte stunder er der, selv om ørnen måske flakser mere og ikke flyver helt så højt længere. I hvert fald ikke hele tiden målt efter andet job på turen…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA