x
Kanye West : Roskilde Festival, Orange Scene

Kanye West , Roskilde Festival, Orange Scene

Kanye West : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen | GAFFA

Det vil altid være at sats at booke et hiphop-navn til en festival, ikke kun fordi de har det med at melde afbud, men også fordi de har et anderledes syn på, hvad en koncert skal indeholde. De fleste mc’er holder sig til formularen med en dj, to mc’s og et par “venner” til at svinge med håndklæder and that’s about it. Heldigvis findes der navne som den 32-årige Kanye West, der ser sig selv som mere en blot en kliché. Med vægten lagt på showmanship frem for attitude har West forsøgt at retfærdiggøre, at hiphoppen har gjort sit indtog på verdens største festivalscener. Og da Wests 2006-show på selvsamme Orange Scene var en at de mere vellykkede hiphop-koncerter på Roskildes største scene, var forventningerne selvsagt skruet naturligt i vejret for torsdagens show.

På en, for Roskilde Festival, ekstraordinær stor scenografi indtog West scenen med “Coldest Winter” fra det nærmest konceptuelle “808s & Heartbreak”-album fra sidste år. Det gik hurtigt op for publikum, at den ellers så hit-leveringsdygtige rapper havde i sinde at fremstå som seriøs og innovativ kunstner, fremfor “blot” at entertaine det store menneskehav, og det gavnede da heller ikke det feststemte publikum, at dB-limiteren var sat godt og grundigt til.

Under første halvdel af koncerten var der sat fokus på Wests seneste soniske påhit med at synge igennem autotuner hen over meget minimaltiske beats. En lyd, der fungerer overraskende interessant på den førnævnte seneste plade, men som slet, slet ikke egner sig til masseforførelse. Helt skidt blev det i "Say You Will", der blev trukket i langdrag og endte med, at West knævrede løs uden ende om ting, der sikkert var pisse dybe, men som simpelthen druknede i publikums kollektive gab. Det er fint nok at vise følelser, men han burde nok have sparet os for dem og i stedet lagt sin tale op på sin blog.

Heldigvis for helhedsindtrykket gik West i gang med at grave hit-på-fucking-hit ud af muleposen i den resterende spilletid. Men ikke engang genialiteter som “Can't Tell Me Nothing" og "Diamonds from Sierra Leone" formåede at engagere publikum.

Et af problemerne var også, at West var alt for glad for at stå på sit nybyggede kantede metalpodium i stedet for at gå ned på scenekanten og bearbejde publikum. Først med “Jesus Walks” og “Golddigger” fik publikum noget at nikke hovedet taktfast og dedikeret med til. Og med Estelle-kollaborationen “American Boy” røg der sågar hænder over hovedet.

Det var ikke uventet, at en så selvhøjtidelig artist som Kanye West valgte at skubbe ved opfattelsen af, hvad en hiphop-koncert skal byde på, men selv helt inde bag egoet burde West kunne se, at et broget festivalpublikum i det store hele vil skide på innovation og blot pleases med hits.

Når ikke engang en herre som Kanye West kunne løfte opgaven, må vi se os lykkelige for, at Lil’ Wayne valgte at leve op til klichéen og aflyste sin optræden på festivalen, for Orange Scene havde uden tvivl været en alt for stor mundfuld for “Lollipop”-rapperen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA