x
Nick Cave And The Bad Seeds : Roskilde Festival, Orange Scene

Nick Cave And The Bad Seeds , Roskilde Festival, Orange Scene

Nick Cave And The Bad Seeds : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

En fagfælle omtalte for snart mange år siden Orange Scene som Roskilde Festivals alter. En mere passende beskrivelse kan ikke leveres her. Godt nok er det ikke just englesang, der tordner ud af højttalerne, men i stedet det, der bedst kan klassificeres som gospel for sortsynede. Og mesterligt er det, ganske som forventet.

Fra allerførste sekund er stilen lagt. "Tupelo" er åbningsnummer, og det er ikke blevet hyggeligere med årene at befinde sig i Elvis' fødeby, snarere tværtimod. Nick Cave og hans Bad Seeds er kun blevet yderligere gennemførte, både musikalsk og visuelt. På sidstnævnte front udgør de seks musikere en samling ualmindeligt velklædte og djævelsk charmerende flok, der fører sig frem på en måde, der er umulig ikke at respektere. Det er da også dette, fotograferne gør, da Cave verfer dem ud allerede efter første nummer.

Et femten numre langt sæt er hvad, der er på programmet, og det er de færreste, der har så imponerende et bagkatalog at plukke fra. Titel- og åbningsnummer fra det seneste album, "Dig, Lazarus, Dig!!!" følger efter og holder fortsat publikum fanget, som var de en flok dådyr frosset i en tordnende trucks lys.

Cave og kompagni er tilsyneladende kørt en smule træt i en del af de største klassikeres vanlige arrangementer. Det fører til, at eksempelvis "Red Right Hand" og "The Ship Song" er blevet krydret med nye fraseringer, melodiføringer og deslige. Det løfter desværre ikke de pågældende numre, men udgør snarere et vist irritationsmoment, når genkendeligheden er væsentligt mindre end kærkomment er.

Dog fungerer nytænkningen glimrende i "The Weeping Song", der forlænges, og aldeles fremragende i "Stagger Lee", der var det sidste nummer i den ordinære spilletid. Den relativt simple melodi fra studieindspilningen erstattes her af Cave i allerfineste form som historiefortæller. Han laver stemmer, gestikulerer vildt, skriger og springer rundt, alt sammen som ideel underbygning til historien om den noget utiltalende Stagger Lee.

Højdepunktet - i nummeret såvel som hele koncerten - kommer ved tilføjelsen af det ekstra vers, hvor djævelen kommer for at hente protagonisten til helvede. Men han er endnu ondere end Satan selv, så også denne får serveret fire kugler i hovedet. En skræmmende erkendelse, at selv ondskab kan forekomme som et smukt fænomen, når blot den er så ren og overbevisende i sin form, som det her er tilfældet.

Eneste ekstranummer - til en tørstende menighed - bliver den særdeles passende "Get Ready For Love", der sætter et usædvanlig energifyldt punktum for en koncert, der er kommet vidt omkring i tempi og sindsstemninger. Lidt uheldigt kommer Nick Cave til at tiltale publikum ved vor hovedstads navn, hvilket afføder sporadiske buhråb.

Men inden fornærmede festivalgængere går i selvsving over denne fortalelse, bør man overveje, om ikke Nick Cave og band - hvor Warren Ellis naturligt må fremhæves som både gal og genial - gav præcis så meget af sig selv, som man med retfærdighed kunne kræve af dem, og så en hel del mere oveni. Hvis Roskilde Festival blot skulle være et mindre vigtigt bump i vejen for de optrædende, så skal der herfra lyde et inderligt ønske om bevisførelse for en mere dedikeret opvisning, end man her var vidne til.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA